Ståle: - Alt går vores vej i øjeblikket

Ståle: - Alt går vores vej i øjeblikket

Foto: Sportsagency.dk

Det var en afdæmpet, men vældig stolt og cheftræner, der tog imod den græske og danske presse efter løvernes historiske udesejr over Panathinaikos - de første point og den første sejr på udebane i Champions League.

af Torkil Fosdal

- Jeg ved ved ikke, hvad jeg skal sige, alt går bare vores vej i øjeblikket, indledte Ståle. – Vi virkede lidt nervøse de første 10-15 minutter og mistede en del lette bolde, men fra da af styrede vi kampen og skabte rigtig mange chancer og kunne let have scoret flere mål. Vi finder den perfekte balance mellem at holde i bolden og skabe ro og så slå kontra, og vi har rigtig mange flot gennemførte angreb i løbet af kampen. Efter udvisningen i begyndelsen af 2. halvleg er det nærmest game-set-og-match, hvor vi kunne se frem mod Randers-kampen på søndag, smilede Ståle. 

- Vi har haft en stor tro på holdet, og spillerne har længe arbejdet hårdt på træningsbanen for det her, og de evner virkelig at få det maksimale frem, når det gælder allermest. Nu har vi maksimumpoint inden de to næste kampe mod Barcelona, og det er vigtigt. Jeg er næsten endnu mere tilfreds med vores sejr over Rubin, for de er meget, meget stærke og har taget point fra Barcelona igen i dag, sagde Ståle, der også glædede sig over, at klubben har taget endnu et skridt ved for første gang at vinde en udekamp i Champions League: 

- Ja, hvis det ikke var sket i dag, så var det nok blevet meget svært i den næste kamp, men det er et vigtigt skridt vi tager i dag, for det er altid lettere næste gang, når man har prøvet det én gang.


På gårsdagens pressemøde var Ståle lidt ude efter Jesper Grønkjær, som han mente havde underpræsteret i de to seneste kampe. Men den erfarne 10’re voksede i den grad med presset og ansvaret her til aften, og det var Ståle den første til at anerkende: 

- Grønkjær var fantastisk i dag, han spillede op til sit allerbedste i dag, konstaterede Ståle, der nu kan se frem til de to kampe mod Barcelona med lidt mere ro i sjælen. 

- Man kan godt sige, at den næste kamp er gratis, for vi skal op mod verdens bedste klubhold, hvor ingen forventer noget af os. Men det bliver en kamp vi kan lære meget af, og vi kan på sin vis se det som en forberedelse til når vi skal møde dem i PARKEN i november. Men de næste par uger vil jeg sørge for at se Tekst TV hver dag for at glæde mig over stillingen, for det er god humor, sluttede cheftræneren med et smil. 

 

William Kvist: De sjoveste måneder

- Det var helt fantastisk. Vi ligger nummer ét i gruppen, vinder fortjent og spiller tilmed en rigtig god kamp på den FCK-agtige måde. Panathinaikos har gode spillere, men agerer ikke som et hold og når aldrig rigtig at få os under pres. Personligt kan jeg også mærke det går rigtig godt, og de måneder vi er i gang med nu er nok de sjoveste nogensinde i F.C. København.


Martin Vingaard: Godt træf på bolden

- Jeg får et rigtig godt træf på bolden og de her Champions League-bolde knækker, hvilket godt kunne snyde målmanden. Det var en helt fantastisk oplevelse og vi havde en god fornemmelse gennem hele kampen. Vi får etableret nogle gode kontraer. Fra anden halvlegs start var det vigtigt at de ikke fik færden at point, og det synes jeg lykkedes. Alle på dette hold ved hvad de skal, og derfor formår vi også hele tiden at spille os ud af deres pres.


Dame N'Doye: Jublede tidligt

- Vi spiller vores chance og det var dejligt med et mål – jeg var allerede i gang med at juble inden den trillede over målstregen. Jeg fik et gult kort og derfor blev jeg skiftet ud, da vi ikke skulle risikere noget. Mod FC Barcelona kan jeg også garantere alle, at vi vil spille vores chance.