Forsinket ankomst til Athen

Forsinket ankomst til Athen

De danske mestre sad klar i flyveren i Kastrup kl. 9.00, men måtte vente små tre kvarter for at flyet blandt andet kunne få fyldt brændstof på, før der var afgang til Athen. Turen var dog ikke mere forsinket end at den svenske pilot inviterede Johan Wiland en tur ud i cockpittet, hvor han bl.a. fik lov til at overvære indflyvningen og landingen i Athens lufthavn. Både spillere, ledere, pressefolk og de ca. 100 samarbejdspartere der er med på turen kom dog sikkert ned i en lettere overskyet hovedstad, der dog stadig byder på behagelige temperaturer på 27-28 grader.

 

af Torkil Fosdal

Spillerne havde ca. 45 minutters køretur i bus ind til hotellet i centrum af byen, og noget utraditionelt skete det med en politieskorte, der hovedparten af tiden lå bag ved bussen! En bustur, hvor det til stor undren og morskab for truppen ikke var tilladt at spise noget fra den medbragte frugtkurv. Det var ikke et forsøg på chikane fra de i øvrigt meget venlige og høflige værtsfolk, men fordi det ifølge græsk lov åbenbart slet ikke er tilladt at spise i køretøjet, heller ikke selv om man blot er en småsulte buspassager fra det kolde Skandinavien...

 

Men frem kom man da til hotellet og en lidt forsinket frokost, inden den herefter står på hvile og afslapning på værelserne. Desværre må spillerne nøjes med udsigten til det berømte Akropolis-bjerg, for der er i sagens natur ikke tid til sightseeing eller andre turistgøremål, selv om vi befinder os midt i de smukke historiske omgivelser fra antikkens tid. Programmet for dagen lyder på træning på Athens Olympiske Stadion kl. 18.30 lokal tid, dvs kl. 17.30 dansk tid, og en halv time tidligere holder Ståle Solbakken den obligatoriske pressekonference sammen med en af spillerne.

 

FCK.DK er selvfølgelig med til pressekonferencen og vender tilbage med mere nyt i aften.

 

 

Tidsfordriv i venten på bagagen i Athens lufthavn

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk

 

 

 

TV2's Flemming Toft interviewer William Kvist

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk

 

 

 

Spillerne måtte snuppe et æble inden afgangen fra lufthavnen, da det ikke er tilladt at spise i bussen

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk

 

 

 

Udsigten fra hotellet fejler ikke noget - det berømte Akropolis-bjerg i baggrunden med bl.a. Parthenon-templet

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK