Ståle: - Bare ikke godt nok
Et veloplagt AaB-hold fik for alvor rystet det normalt så sikre københavnske forsvar i en 1. halvleg, hvor stort set intet fungerede hos gæsterne. Et selvmål af Steve Olfers - godt presset af Santin - tændte dog et håb, men AaB var kampen igennem mere skarpe og direkte i offensiven. Efter pausen blev spillet bedre, men uden at udligningen for alvor hang i luften, og da AaB først kom på 3-1 var kampen reelt afgjort.
Begge nordjydernes mål før pausen faldt efter dødbold-situationer, hvor de københavnske markeringer var mere end løse. Marek Saganowski headede det første ind, og Kasper Risgård scorede det andet, efter at Saganowski havde ramt stolpen.
Mellem disse scoringer fik Santin presset Olfers til et selvmål, og brasilianeren var ene om at udfordre hjemmeholdets forsvarere. Hans landsmand Ailton havde allerede efter 13 minutter måttet forlade banen med en fiberskade og blev erstattet af Nordstrand.
I pausen foretog Ståle Solbakken en taktisk udskiftning og tog Oscar Wendt ud til fordel for Libor Sionko, så løverne spillede i 3-5-2-opstilling. Det gav mere spil og et par udmærkede chancer, men AaB havde til gengæld god plads til deres kontraløb. Ekstra god plads fik de, da Atiba Hutchinson var uden for til behandling, og nordjyderne udnyttede et dumt københavnsk boldtab på egen halvdel til at afgøre kampen med en scoring fra Caca til 3-1.
Cheftræner Ståle Solbakken var da også både skuffet over hans mandskabs præstation på Energi Nord Arena:
- Det var bare ikke godt nok over hele linien. Vi havde ellers arbejdet hårdt på træningsbanen, men de første 20-25 illustrerede udmærket forskellen på de to holds indstilling til kampen. De vinder alle dueller, det ser man f.eks. på dødboldene, hvor de har viljen til at score, mens ikke vil nok og tror vi bare kan spille bolden rundt om dem. Vi bliver hårdt straffet, selv om vi kommer tilbage på 1-1, så sover vi stadig. 1. halvleg var katastrofal, 2. halvleg så kæmper vi i hvert fald og vi får trykket dem godt tilbage, og både Libor og William kan med lidt held udligne til 2-2. Der viser vi i hvert fald at vi har lidt gejst og vi prøver i hvert fald.
Der er kun fire dage til den vigtige UEFA-hjemmekamp mod Rosenborg i PARKEN, og derfor var en lidt bekymret Ståle, der så frem mod den kamp:
- Ja, det er selvfølgelig bekymrende inden Rosenborg-kampen, at vi kan falde så lavt i niveau. Vi må bare arbejde hårdt frem mod torsdagen, og så er det en ny kamp. Man skal dog også huske, at det her kun er den anden svipser vi har på et halvt års tid, så man skal heller ikke gå helt i sort over det. Men det var rigtig skidt, det vi så i 1. halvleg, slutter Ståle, inden han og spillerne haster til lufthavnen for at nå aftenflyveren tilbage til hovedstaden.
Jesper Christiansen: Giver helt vildt meget væk
?- Vi er slet ikke klar fra start! De spiller en god kamp, men vi giver helt vildt meget væk og er heldige med kun at være bagud med en ved pause. Det er bare ikke godt nok. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt, jeg synes vi var klar nok inden kampen. Men vi formår ikke at stå så solidt som vi plejer. Nu må vi bare se at blive klar til Rosenborg på torsdag