Ståle: - Chancer nok til sejr

Ståle: - Chancer nok til sejr

 

Kenneth Fabricius bringer SønderjyskE foran 3-1, men det var altså
ikke nok til at give mestrene sæsonens første nederlag

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk

 

af Torkil Fosdal

Cheftræner Ståle Solbakken var i sagens natur glad for at det trods alt blev til det ene point i Haderslev, men efter kampen lagde han ikke skjul på, at hans mandskab – efter en dårlig 1. halvleg - havde spil og chancer efter pausen til at vinde: 

- De første 40 minutter er ikke gode, og der er alt for lidt tempo og energi i holdet, især af vores offensive spillere, der mangler gennembrudskraft. Men vi spiller en god 2. halvleg, selv om deres tredje mål selvfølgelig skal afværges. Vi er rigtigt gode offensivt og skaber rigtig mange chancer og bør jo også vinde kampen. Men når man er bagud 1-3 og først udligner i overtiden, så skal man selvfølgelig være tilfreds, konstaterede Ståle. 

Sölvi Ottesen var med i startopstillingen for første gang siden han brækkede armen mod Brøndby i september, og cheftrænerens overvejelser om at bringe islændingen i spil i dag havde ikke noget at gøre med, at det var mod hans gamle klub: 

- Nej, Sölvi er måske ikke 100 % i form efter sin pausen, men det vigtigt at få ham i gang at hensyn til det resterende kampprogram. Det var også derfor Jesper Grønkjær skulle bruge en hel kamp.

Netop Grønkjær var involveret i en af kampens mest omdiskuterede episode, da der kort før pausen blev dømt straffe mod ham for at have armen på et indkast fra Johnny Thomsen. 

- Jeg kunne ikke se det fra min plads, sagde Ståle, men jeg håber da for dommer og linievogters skyld, at den var god nok… 

Hovedpersonen selv mente dog ikke umiddelbart, der var straffespark: 

- I første omgang er jeg ikke klar over, hvad han fløjter for, for jeg mener selv, at den rammer mig øverst på min skulder. Men jeg har ikke set episoden på TV endnu, sagde Jesper Grønkjær. 

Der var naturligvis stor skuffelse i den sønderjyske lejr over at sejren gled dem af hænde så sent i kampen, men som midtbanespilleren Henrik Hansen tørt konstaterede: 

- Det er typisk FCK! Vi synes ellers, vi havde godt styr på dem, selv om de trykker meget på i 2. halvleg, men så knækker det alligevel til sidst. Lige nu føles det selvfølgelig som et nederlag, men vi fik trods alt et point mod topholdet. 

Mathias Zanka Jørgensen, der så til fra bænken i dag, er i øvrigt blevet efterudtaget til det danske A-landshold, der mødet Tjekkiet i en venskabskamp på onsdag. 

 

Jesper Grønkjær: De gjorde det svært for os

- Vi spiller meget bedre i 2. halvleg end i 1. halvleg! Her får vi presset dem langt tilbage, vi kommer til flere indlæg og afslutninger, og til sidst er det vel fair nok med uafgjort. Men vi var presset og ramte ikke vores niveau før pausen med alt for mange pasningsfejl og for lidt chancer. SønderjyskE er også godt organiserede og kæmper godt for hinanden, og de har nogle hurtige folk oppe foran, så de gjorde det også svært for os.


William Kvist: Vi er gode lige til det sidste

- Det er nok typisk for os... Lyngby mærkede også i PARKEN, at vi er gode lige til det sidste. SønderjyskE er lidt heldige med at komme i gang med et billigt straffe, men de spiller godt, og det bliver en svær kamp for os.