Ståle: Det var en urolig kamp
22/11 2015 20:59
Efter 0-0 kampen fik FCK.DK en hurtig kommentar fra manager Ståle Solbakken. Han lagde ud med at konstatere:
- Det var en urolig kamp. Det er længe siden vi har været så udisciplinerede i vores spil og vi havde en urolig omgang med bolden. Vi har igennem længere tid haft tryghed og sikkerhed i vores spil, men sådan var det ikke i dag.
Ifølge Ståle Solbakken kunne de tre point ligeså godt være havnet hos F.C. København som hos Viborg FF:
- Vi kunne lige så godt have vundet som tabt i dag. Der var mange boldtab, der var mange kontraer og jeg er overordnet set ikke tilfreds vores præstation. Det er ikke så meget de misbrugte chancer, det er mere spillet og vores boldomgang der ikke var godt nok i dag.
- Men lad mig også rose Viborg FF. De spiller en god kamp, de står godt defensivt og kommer frem til de chancer, der kunne have sikret dem sejren.
Nu ser Ståle Solbakken frem mod næste uges kamp:
- Vi spiller en kamp under par, men i det mindste taber vi ikke kampen. Jeg håber kampen i dag var en enlig svale, og at vi finder tilbage på rette spor, når vi i næste uge møder FC Midtjylland.
Det sidste håber FCK.DK så sandelig også. Kampen mod FC Midtjylland spilles søndag den 29. november 2015 klokken 18.00 på MCH Arena i Herning.