Ståle: Ikke vores bedste kamp, men vi vinder fortjent
Ståle var meget tilfreds med den måde, spillerne gennemførte kampen på her til aften, men lettet... det vil han først være, hvis vi også ligger nr. 2 efter søndagens sidste spillerunde!
"Vi spiller ikke vores bedste kamp i dag, men jeg synes, vi vinder fortjent," indledte han sin analyse af kampen i Aalborg.
"Vi har også de fleste og de største chancer, mens vi holder AaB nede på meget få. Derfor var det også tættere på 2-0, end på 1-1."
"Ideen med at skifte til 3-4-2-1 - eller 5-4-1 i perioder - var bl.a., at vi i dag ikke ville dominere så meget med bolden, som vi har gjort i mange kampe uden at få noget ud af det. I dag ville vi gerne spille mere direkte og tage færre chancer, og det lykkedes fint, og så er vi meget mere trygge defensivt og giver som sagt ikke mange chancer væk."
"Jeg havde ikke forventet, at vi skulle sprudle fra den ene dag til den anden. Det første kvarter var lidt urytmisk, hvor flere af dem på nye positioner lige skulle finde sig til rette. Stage var dog rigtig god på sin position, både i mellemrummet og fremme i feltet, men selv om det ikke er alle, der rammer dagen i dag, så er vores organisation i dag så stærkt, at holdet kan tåle det."
"For mange blev også for trætte lidt for tidligt, så til sidst ville nærmest alle gerne udskiftes. Så nu må vi se, hvordan vi skal blande kortene på søndag, for det er selvfølgelig meget vigtigt at beholde andenpladsen, så spillerne får en pause, inden de skal i gang med næste sæson. Det har vi virkelig brug for efter den her lange og besværlige sæson," sluttede Ståle.