Ståle: Rimelig tilfreds
Ståle Solbakken:
- Det gik som jeg forventede. Det var et svært underlag for spillerne, da bolden hoppede meget. I første halvleg er vi i kontrol og kommer frem til de chancer vi skal. Esbjerg sætter sig lidt på kampen i starten af anden halvleg og efter udvisningen får vi kun skabt en rigtig stor chance, men det er altid svært at spille mod 10 mand, der alle står mellem bolden og eget mål. Men vi vidste det ville blive en svær udekamp og når man samtidig tager med, at det var den første kamp i foråret i SAS Ligaen, så er jeg rimelig tilfreds.
Jesper Grønkjær:
- Jeg gik og talte med dommeren efter jeg blev væltet nede i feltet. Så løber der en Esbjerg-spiller ind foran mig og det ser jeg ikke…det var et tyndt gult kort.
Niclas Jensen:
- Det var dejligt at være tilbage i SAS Ligaen. Selvfølgelig er vi alle lidt skuffet og kampens resultat, da vi ikke spillede specielt godt. Det var en svær bane, men det skal ikke være nogen undskyldning, men når man spiller 11 mod 10 vil man altid været skuffet hvis man ikke vinder. Jeg synes jeg er faldet rigtig godt til og det bliver bedre og bedre – det er let at gå ind på det her hold, for alle spillere har mange kvaliteter.