Kampreferat: Esb vs. FCK
Foråret var meget passende kommet til Esbjerg denne søndag eftermiddag, hvor der var forårspremiere i idrætsparken, der nu har fået sponsornavnet Blue Water Arena. Her har vi kun vundet én gang de seneste 5 år, og det blev der ikke ændret på i dag i en kamp, der hurtigt vil gå over i den berømte glemmebog.
Esbjerg kom til kampens første chance, da Jerry Lucena efter 5 minutter skar ind i feltet fra højre, fik en pasning fra Jesper Bech og sendte et listigt skud lige uden om den fjerneste stolpe. Ellers var det småt med målchancer i den lige kampåbning, hvor det meste af spillet foregik midt på banen.
Gæsternes første afslutning på mål kom efter et kvarter, da Silberbauer snittede et langt indkast fra Niclas videre til Ailton, der imidlertid headede lige på Lars Winde, som let kunne sikre sig bolden. Det blev signalet til en udmærket periode, hvor vi fik overtaget i spillet og sat esbjergenserne godt under tryk.
Minuttet efter havde Grønkjær en god skudmulighed i venstre side af feltet, men ramte den skævt og den fik slet ikke målretning. Hutch havde et godt, fladt langskud, som dog heller ikke voldte Winde problemer, og Grønkjær var lige ved at finde en helt fri Berglund inde foran mål med et skruet indlæg, der dog lige blev en anelse for højt.
Berglund fik foræret stor chance
Hjalte og Silber arbejdede godt på den centrale midtbane, men det kneb lidt med det hurtige omstillingsspil, og vi tabte en hel del bolde, når forsvaret sparkede langt op efter angriberne. Så måske var det meget karakteristisk, at den allerstørste chance faldt på en fejl af Esbjerg-forsvaret, da Nicolai Høgh efter 27 minutter afleverede for svagt tilbage til Winde og Berglund kunne opsnappe bolden. Men inden han fik vendt rundt og bragt sig i skudposition, så nåede Winde godt ud i fødderne på ham og reddede.
Lidt efter måtte Berglund udenfor og skifte trøje efter at Kristian Onstad havde flået den i stykker i en hård duel ved baglinien, og imens var Ailton lige ved at spille Hutch helt fri i feltet, men en forsvarer nåede ned og prikke til hjørne. Det sendte Lars godt indover og fandt en helt umarkeret Silber inde foran mål, men hans hårde hovedstød strøg lige uden om den ene opstander.
Efter denne udmærkede periode for mestrene, så udviklede det sig til en lidt mere rodet og lige affære frem mod pausen. Stadig med FCK som toneangivende, men også med mange fejlafleveringer og manglende gennembrudskraft, og dertil et Esbjerg-mandskab, der stod godt defensivt og havde gevaldigt svært ved at spille sig frem til noget, der lignede chancer.
Demba-Nyrén fik en dum advarsel fem minutter før pausen for at brokke sig til Hermansen, selv efter at han havde fået frispark efter at Hjalte havde løbet ham ned bagfra. Og som et udtryk for Esbjergs offensive problemer, forsøgte han sig med et langskud fra ca. 35 meter efter frisparket, men nogle meter forbi mål.
Tam indledning på 2. halvleg
2. halvleg blev indledt uden de store begivenheder, og man skulle hen til det 53. minut, før der kom lidt gang i sagerne. Demba forsøgte at slippe forbi Gravgaard i et kontraløb, og anføreren havde tydeligt armen på bolden, om end det ikke så bevidst ud. Til Esbjergs og publikums højlydte utilfredshed lod Hermansen spillet fortsætte.
Til gengæld så Silber korrekt gult, da han kom forsent ned i en tackling mod Martin Vingaard, og han blev i samme moment skiftet ud med William Kvist, der overtog hans plads på den centrale midtbane. Esbjerg var så småt begyndt så småt at komme længere frem på banen, men FCK-forsvaret gav ikke noget væk, og der skulle et tilsyneladende forkert frispark til, før det blev farligt. Demba faldt i nærkamp mod Gravgaard på kanten af feltet, og trods Gravgaards protester takserede Hermansen det til direkte frispark, som Demba imidlertid skruede uden om mål.
Efter 66 minutter var det imidlertid slut for Demba, der temmelig dumt pådrog sig sin anden advarsel efter at være blevet vinket offside på et gigant-udkast fra Lars Winde, som Gravgaard ikke nåede op til. Dels lossede han kuglen ned mod mål efter der var fløjtet, og dels beklagede han sig atter til Hermansen, som så sig nødsaget til at trække et gult og rødt kort op til svenskeren.
Powerplay - men forgæves...
Det ændrede kampbilledet fuldstændig, og fra det tidspunkt var det stort set spil til ét mål – Esbjergs. Med et kvarter igen var Hjalte lige ved at finde Ailton med en fin stikning i feltet, men den hårdt arbejdende brasilianer nåede lige akkurat ikke frem til den. Kort efter fik Berglund en kæmpe chance, da Ailton spillede ham helt fri med en følt bold hen over Esbjerg-forsvaret, men Bella var lige en anelse for længe om at afslutte og Klarström nåede at tackle ham.
Et par minutter senere var Berglund lige ved at få en ny stor mulighed, da en Esbjerg-forsvarer ramte helt skævt, da han skulle afværge en lang fremlægning fra Brede, men i forsøget på at kontrollere den vanskelige bold, ramte Bella bolden med hånden.
De sidste 10 minutter formede sig som et langt powerplay mod et heroisk kæmpende Esbjerg-mandskab, og selv om Gravgaard blev sendt op i angrebet i de sidste minutter, så lykkedes det ikke at komme frem til flere chancer, og dermed endte det som det begyndte – 0-0 i forårspremieren, og afstanden i toppen er dermed uændret, eftersom de nærmeste konkurrenter fra FC Midtjylland og OB ikke var i stand til at vinde deres hjemmekampe mod Vejle henholdsvis Randers.