Ståle: - Uafgjort er i orden

Efter den første fjerdedel af kampen lignede det en gentagelse af de to holds seneste opgør på Vejle Stadion. Byens Hold havde i tre omgange bombet løs mod Vejle-målet i de første 25 minutter, og kun træværket og en storspillende Jimmy Nielsen forhindrede en større føring end 1-0. Men efter at Vejle hurtigt fik udlignet, begyndte kampen så småt at ændre karakter, og i en tæt og ikke specielt velspillet kamp havde begge hold muligheden for at afgøre kampen - gæsternes chancer var nok størst, men det var fortjent nok, at de topmotiverede østjyder kunne fighte det ene point hjem.

Efter kampen var Ståle Solbakken ikke decideret utilfreds med sit holds indsats:

- Det blev præcis så hård en fight, som vi havde forventet. Vi har klart de største chancer, men det kunne også være gået den anden vej, for de er farlige på deres dødbolde hele kampen igennem. Vi får ikke selv kørt bolden så hurtigt rundt, og Vejle lå meget tættere på os end sidst og matcher os fysisk på den sidste tredjedel af banen. De har held til at kvæle os med hårdt fysisk spil, men sådan er vilkårene, når vi er på udebane i Superligaen, og uafgjort er sådan set fortjent nok.

Inden kampen var cheftræneren blevet citeret for, at det ville blive svært at sætte sine spillere op rent mentalt, når de for en måned siden havde rundbarberet vejlenserne med 3-0, men den udlægning af teksten kunne Ståle ikke genkende:

- Jeg har ikke sagt, at det er svært at motivere spillerne mentalt. Jeg har sagt, at når det ene hold lige har tabt 0-3, så er de meget opsatte på at få revanche, og det vindende hold er opsatte på at gøre det lige så godt.

Ståle ville ikke bruge det "forkerte hjørne" (der førte til Vejles udligning) som undskyldning for pointtabet:

- Nej, jeg så det ikke selv i situationen, men det er hvad der sker i løbet af en kamp, det må vi bare tage med. Vi andre kan også lave fejl.

Thomas Kristensen havde i dag fået en ny opgave i forhold til tidligere, idet han tog sig af de fleste FCK-dødbolde, bortset fra hjørnesparkene fra højre side, som Oscar Wendt fortsat sparkede:

- Ja, det er første gang jeg prøver det her i klubben, og det gik sådan set meget godt, vi kommer jo frem til nogle rigtigt store chancer. Jeg ved ikke, om jeg skal blive ved med det, men det er jo meget godt at afprøve nogle forskellige muligheder.

 

Morten Nordstrand: Ikke skarpe nok

- Vi vidste godt, det ville blive en svær kamp, og Vejle slås og kæmper godt for det. Vi havde ellers chancerne til det, men vi er ganske enkelt ikke skarpe nok. Det er svært at sige hvorfor, nogen gange går de ind, andre gange gør de bare ikke…


Ulrik Laursen: Ville ikke tage nogen chancer

- Jeg fik en forstrækning på indersiden af låret under opvarmningen, og lige her efter kampen er jeg usikker på, hvor slemt det er. Det må morgendagen vise, men der var jo ingen grund til at risikere noget.


Thomas Kristensen: Vi ku' både have vundet og tabt

- Vi rammer ikke det samme spillemæssige niveau som sidst vi var herovre, men vi skaber jo alligevel 4-5 kæmpestore chancer, så vi kunne godt have vundet. Men de kunne også lige så godt have scoret endnu engang.