Ståle Solbakken

Ståle: Vi skal være mere kyniske

Ståle stod med en ærgerlig deja vu-følelse efter 1-3-nederlaget i Herning, hvor vi var klart bedst før pausen og burde have scoret mere end det ene mål, Daramy scorede efter 22 minutter.

“Vores 1. halvleg var perfekt på alle parametre, og vi bør føre med to mål ved pausen," konstaterede Ståle.

"På en svær udebane kan vi ikke spille meget bedre end det vi gjorde. Mange af de unge spillede rigtig godt, og vi var i fuld kontrol, og det stod vel 7/8-1 i  hjørner og 3/4-0 i chancer."

"Så kommer de for så vidt bedst ud efter pausen, men kommer stadig ikke til chancer, før vi igen skyder os selv i foden, da Varela mister bolden på deres halvdel. FC Nordsjælland scorede fra en død vinkel, så var der Bjellands tilbagelægning i Brøndby og en stor keeperfejl i Aarhus, og  nu  det her... Det kan vi bare ikke leve med, hvis vi skal være med på det her niveau."

"De scorer reelt på deres tre første chancer, og efter det andet mål, så har vi ikke kræfter og power til at komme tilbage, så der er det game over."

"Nu har vi fire kampe tilbage, men uanset om det er hjemme eller ude, er vi nødt til at være meget mere kyniske. Det har FC Midtjylland været gennem hele sæsonen, og det så vi og så i dag," sluttede Ståle, inden turen gik hjem til København og forberedelserne til søndagens Derby.

 

Nu har vi tre hjemmekampe i de sidste fire runder, hvor andenpladsen skal forsvares, og allerede søndag kl. 18 gælder det Brøndby IF i Telia Parken.