Tæt, intens og tempofyldt 0-0-kamp

Fremragende københavnsk åbning på kampen
Toutouh, Corner og Stadsgaard var alle tilbage i truppen efter at have været ude i henholdsvis 3 kampe, 4 måneder og 15 måneder! Alle tre indledte på bænken, hvor Peter Ankersen også tog plads for første gang siden han kom til klubben. I stedet startede Høgli inde, og på midtbanen fik Kvist sin første Alka Superliga-start siden sin hjemkomst, da han afløste karantæneramte Amartey. Marvin Pourié, der oprindeligt var med i truppen, blev på kampdagen erstattet af Marcus Mathisen, da den tyske angriber blev lejet ud til russiske FC Ufa restet af sæsonen.

Løverne lagde stærkt ud på den fuldsatte MCH Arena, og da der var spillet et kvarter, kunne man se tilbage på to store chancer og en hjørnestatistik på 5-0, mens midtjyderne dårligt nok havde haft et angreb!

Allerede i det femte minut lugtede det af straffe, da Kristoffer Olsson helt tydeligt havde fast i Kasper Kusks arm og trak ham ned i udkanten af feltet, men dommer Tykgaard stod godt placeret og lod spillet fortsætte.

Første store mulighed kom to minutter senere, da Verbic opfangede en returbold i feltet og trykkede af, men desværre lige på Johan Dahlin. Efter ti minutter var det - ligesom før - Verbic og Ludwig, der stod bag opspillet i venstre side, og denne gang trykkede svenskeren godt af, men selv om bolden blev rettet af på vejen, reddede Dahlin med en fodparade.

Tre minutter senere var Ludwig ved at overrumple Dahlin med et lumsk, indadskruet hjørne, som den svenske keeper med lidt besvær fik afværget med knæet, og i den efterfølgende kamp om andenbolden manglede vi lige det sidste i at komme på skudhold.

Verbic tidligt ud med skade
Efter godt et kvarter blev vi tvunget til en tidlig udskiftning af Verbic, der tilsyneladende fik en forstrækning i lysken, og han blev erstattet på venstrekanten af Toutouh.

Hen mod midten af halvlegen begyndte hjemmeholdet at komme mere med i spillet, men stadig lykkedes det os helt at holde dem fra afslutninger. Og det nærmeste de kom dødbolde på vores halvdel var tre lange indkast fra Kian Hansen fra midten af sidelinierne…

I den anden ende var Delaney til gengæld ikke langt fra at snitte en Ludwig-dødbold ind, men den gik forbi mål. Lidt efter den halve time havde Roijer et udmærket langskud, som Stephan for en sikkerheds skyld valgte at bokse væk, efter det havde snittet en mand på vejen.

Men nærmere kom de ikke, og resten af halvlegen var en tæt, intens og meget lige fight i højt tempo uden nævneværdige forsøg. Men ingen tvivl om, at københavnerne kunne se tilbage på de første 45 minutter med størst tilfredshed. Bortset altså lige fra, at vi ikke fik bragt os foran i den stærke indledning på kampen.

Også god indledning på 2. halvleg
Også efter pausen kom vi stærkt ud og viste stor vilje til at angribe dem langt oppe på banen, og bl.a. fik Kusk en god skudchance på kanten af feltet, men blev tacklet. En sjælden fejl af Delaney gav FCM en giftig kontra, som heldigvis ikke førte til noget farligt, og i stedet var det meget tæt på en københavnsk føring efter en times spil. Først var Nicolai tæt på efter et hjørne, men på det efterfølgende sørgede Toutouh for at lægge bolden perfekt til rette for Ludwig, og hans afslutning strøg ganske tæt forbi fjerneste opstander.

FCM dobbeltudskiftede Pusic og Olsson med Duncan og Andersson, men det lykkedes dem aldrig rigtig at komme frem til noget. Til gengæld forspildte vi en pænt stor 4-mod-3-kontra, da en ellers velspillende og -fightende Kusk valgte den forkerte løsning og ikke ramte Toutouh med sin pasning.

Med 20 minutter igen begyndte vi igen at presse dem højere og højere på banen, og de havde til tider svært ved at spille sig ud af egen halvdel, men pludselig - med ni minutter igen - slog de kontra, og Duncan firsttimede et indlæg fra Kian Hansen i netmaskerne. Heldigvis var der vinket og fløjtet for offside - korrekt, viste TV-billederne.

Spændende til det sidste
Men det var langt fra slut endnu! To minutter senere fik FCM hjørne, og Kvist og Nicolai gik op for at cleare det, men headede i stedet bolden bagud mod fjerneste trekant - og ramte træværket og gik i spil igen! Der var marginalerne med os, men vi rystede det hurtigt af os, da Kusk minutter efter trak godt ind fra venstre og fyrede fladt af, så Dahlin ikke kunne holde bolden på den dyngvåde bane, men vi måtte nøjes med hjørne.

Tre minutter før tid kom Corner på banen i stedet for Nicolai, og Remmer blev også sendt ind for Kusk, da Ståle til sidst blot ville have tiden til at gå. Det gjorde den også uden flere chancer til holdene, og på papiret var uafgjort vel OK at få med hjem fra Herning. Men på en dag, hvor vi var klart det bedste hold og også havde de fleste chancer, kan man godt ærgre sig over, at det ikke blev til alle tre point!



Holdet:
1 Stephan Andersen - 2 Tom Høgli, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Mikael Antonsson, 3 Ludwig Augustinsson - 17 Kasper Kusk (90.: 20 Christoffer Remmer), 6 William Kvist, 8 Thomas Delaney (anf.), 7 Benjamin Verbic (18.: 24 Youssef Toutouh) - 19 Federico Santander, 10 Nicolai Jørgensen (87.: 11 Andreas Cornelius)

Ikke benyttet: 28 Thomas Kaminski, 13 Kris Stadsgaard, 22 Peter Ankersen og 34 Marcus Mathisen