Thorup før Viborg: Der er hård konkurrence, så der bliver gået til vaflerne på træningsbanen
I dette interview med FCK TV fortæller Jess Thorup blandt andet, at der er hård konkurrence om pladserne, så der bliver virkelig gået til vaflerne ude på træningsbanen.
Khocholava er tilbage på træningsbanen denne uge, og Amoo er også så småt begyndt at træne med, så p.t. er det kun Kamil Grabara, der ikke er ude og træne.
Vi trænger til 90 gode minutter
Thorup kunne godt finde flere positive ting at tage med fra kampen i Aalborg, selv om den første halve time ikke var god.
"Vi prøver at lægge på i alle spillets facetter," siger han.
"Jeg synes, vi defensivt stod godt i Aalborg, og vi får scoret tre mål, så der er noget at tage med derfra."
"Så vi skal selvfølgelig se om vi også kan lave 90 gode minutter i Viborg, det synes jeg vi trænger til."
Stor credit til Viborg
Thorup glæder sig til mødet med Viborg, som han roser for det, de viste som oprykkere sidste sæson og senest de europæiske point, de har hentet til dansk fodbold.
"Stor credit til det arbejde, der bliver lavet i Viborg. Vi ved, det altid er en svær kamp i Viborg, men en kamp vi glæder os til. Vi skal have tre point mere på kontoen, og det skal gå ud over Viborg," slutter Jess Thorup.
Se kampen på 6'eren og discovery+
Hvis du ikke tager med til Viborg, kan du se kampen på søndag kl. 16 på 6'eren og discovery+, og der er optakt til kampen fra kl. 15.00.