Træningskampene er fastlagt
Tre stærke sølvvindere venter i testkampene under sommerens træningslejr i Østrig. Det er lutter gamle kendinge - nogle ældre end andre:
- Søndag den 1. juli, kl. 17.30 mod Sturm Graz på Stadium Ilz, 8262 Ilz, Østrig.
- Onsdag den 4. juli, kl. 17.30 mod NK Maribor på Bakovci Stadion, Murska Sobota, Slovenien
- Lørdag den 7. juli, kl. 18.00 mod CSKA Moskva på Waldstadion Dietersdorf, Sportplatzstrasse 175, 8282 Lopersdorf, Østrig
Opdateret: Du kan gratis streame alle tre kampe - nærmere info følger på FCK.DK.
Holdet rejser ned til hovedkvarteret i Bad Radkersburg fredag den 29. juni og hjem til København søndag den 8. juli.
Sturm Graz
Sluttede nr. 2 i Østrig efter Salzburg og deltager i Champions League-kvalifikationen. Vi spillede 1-1 mod dem i juli sidste år, i juli 2011 slog vi dem 1-0, og i juli 2009 spillede vi 2-2 og vandt efter straffespark.
NK Maribor
Sluttede nr. 2 i Slovenien, men lå til at genvinde mesterskabet, indtil der manglede 10 minutter af kampen mellem Domzale og Olimpija Ljubljana. Så udlignede Ljubljana, og det var nok til at komme á point med Maribor, som havde dårligere målscore.
Vi tabte 0-1 til dem i juli 2014, men slog dem 1-0 i 1996, da vi tørnede sammen i TOTO Cup'en.
CSKA Moskva
Sluttede nr. 2 i den russiske Premier League, to point efter Lokomotiv Moskva. Vi har mødt dem en enkelt gang i en træningskamp i Italien i februar 1999, hvor vi spillede 2-2 og siden vandt på straffespark. Klubben har fem russere og en nigerianer med til VM.