Trott efter uofficiel debut: Handler om at holde koncentrationen
Nathan Trott fik torsdag eftermiddag sin uofficielle debut for løverne i træningskampen mod Silkeborg, som blev vundet 1-0. Og den nye keeper var efterfølgende godt tilfreds med at komme i aktion for første gang.
"Efter de første dages træning var det rart at spille mine første minutter og være med mine nye holdkammerater i kamp. Jeg spillede en halvleg, og det gik ganske godt. Jeg føler mig i god form og ser fremad til næste kamp," siger Nathan Trott, der ikke blev sat på de store prøver af Silkeborg-spillerne undervejs:
"Nej, der var ikke så meget at lave i dag, men sådan er det at være målmand for F.C. København, hvor du typisk har mindre travlt end andre målmænd i Superligaen. Så det handler om at holde koncentrationen og være klar, når chancerne opstår og der bliver brug for en."
Den 25-årige engelske keeper har efter eget udsagn fået en god start på karrieren i København:
"Det er gået rigtig godt, og alle har taget rigtig godt imod mig siden jeg kom hertil. Der en god positivitet på holdet, og man mærker også vindermentaliteten i klubben. Så jeg har virkelig nydt de første dage her, og nu handler det bare om at lære alle endnu bedre at kende."
Næste gang Nathan Trott og holdkammeraterne skal i kamp er tirsdag kl. 12.00, hvor Hillerød fra den næstbedste række kommer på besøg på Nummer 10.
Alle sommerens træningskampe vil blive livestreamet i din FCK app eller på tv.fck.dk, og du kan se dem med et FCK+ abonnement - eller hvis du har sæsonkort, kort- eller billetabonnement. Læs mere om, hvordan du får adgang med FCK+ her.
Der er som tidligere udmeldt yderst begrænset plads til tilskuere på Nummer 10, da en del af banerne på træningsanlægget er under ombygning. Derfor opfordrer vi til at følge tv-transmissionen af kampen i stedet.