U17 i finalen i stor international turnering i Frankrig
U17-holdet deltager i denne weekend i den 24. udgave af den store 'International Football Tournament' for U17-hold, der spilles i nærheden af Lille i det nordlige Frankrig - og de har spillet sig helt frem til finalen!
Store skalpe på vej mod finalen
De unge løver har virkelig vist deres høje niveau hele weekenden, hvor de efter en 2. plads i deres indledende gruppe efter portugiske SL Benfica, trak sig sejrrigt ud i kvartfinalen mod franske AS Monaco og i semifinalen mod belgiske RSC Anderlecht.
I turneringen spilles kampe på 2 x 20 minutter, og københavnerne indledte dette års udgave med et ærgerligt 1-2 nederlag til et stærkt Benfica-hold, men efter en storsejr på 5-0 over den lokale arrangør-klub US Saint-André var holdet videre til de afgørende knald eller fald-kampe.
Her blev Monaco slået 2-0 i kvartfinalen efter en imponerende indsats, mens Anderlecht i semifinalen blev besejret 4-2 efter straffesparkskonkurrence - efter den ordinære kamp var endt 0-0 efter en taktisk præget forestilling. Keeper Andreas Dithmer klarerede to belgiske forsøg og banede vejen for finalepladsen.
Fordel hjemmefra
"Det var helt klart en fordel for os, at vi øver os på straffespark i U17-ligaen normalt, hvor der jo er indført straffesparkskonkurrence, hvis kampene ender uafgjort. Det er stort for os at være gået hele vejen til finalen, og det er så vidt jeg ved kun anden gang nogensinde, at et FCK-hold er nået så langt hernede - og klubben har været med mange gange efterhånden," siger U17-cheftræner Alfred Johansson.
Finalen står mod spanske Athletic Bilbao, der besejrede Benfica 2-1 i den anden semifinale. Kampen spilles mandag aften kl. 18.15. I finalen spilles 2 x 25 minutter.
Ungt hold med nye ansigter
"Vi er taget herned med kun 16 markspillere og to målmænd, hvilket blot sætter præstationen endnu mere i relief. Vi har et rigtig godt og meget ungt mix med en trup af både U15-, U16- og U17-spillere. Vi har været tro mod vores udtryk og drengene skal have stor ros for deres indsats alle tre dage. Vi har været ambitiøse på bolden og intensive i presspillet," lyder de rosende ord fra cheftræneren, der fortsætter:
"Hvis jeg skal fremhæve en enkelt spiller, der virkelig har leveret på et konstant højt niveau indtil videre hernede, så er det vores anfører Oscar Højlund. Han kommer lige fra U17 EM-slutrunden og er virkelig gået forrest i alle kampe for os," siger Johansson.
Også to nye ansigter er med i turneringen og dermed for føste gang i FCK-trøjen - islandske Galdur Gudmundsson samt færøske Thomas Bjørn Miezan, der netop er tiltrådt i FCK Talent. To spændende spillere, der med Alfred Johanssons ord allerede har vist deres værd og er med for at lære spillestilen og hele setuppet omkring talentafdelingen, inden de for alvor kan spille med i liga-sammenhæng efter sommerferien.
Boost forud for guldkamp
I de kommende uger kan U17-holdet gøre førsteholdet og U19-holdet kunsten efter og blive danske mestre. De fører med fem point til forfølgerne fra OB inden de tre sidste spillerunder - og kan altså blive mestre for andet år i træk.
"Det er et stort boost at gøre det godt i Frankrig forud for sæsonafslutningen i U17-ligaen derhjemme. Som klub vil vi spille med de bedste i verden, og det er vi godt igang med. Så uanset resultatet i finalen har det været en meget udbytterig tur. Og vi tager masser af selvtillid med til de afgørende ligakampe, hvor vi kommer med det samme mindset om at altid at vinde - og hvor vi skal kunne klare at levere, uanset om det er en stor europæisk kamp eller en 'almindelig' liga-kamp," slår en optimistisk Alfred Johansson fast.
Udover FCK er de deltagende hold i turneringen i Frankrig som følger: Anderlecht, Athletic Bilbao, Atletico Madrid, Benfica, Porto, Sparta Prag, Lille, Lens, Monaco og US Saint André samt LA Galaxy.
(Opdateret kl. 14.10 med finalemodstanderen Athletic Bilbao)