U19: 5-1 over Randers
U19 vandt i eftermiddag 5-1 over Randers Freja FC efter 2-0 ved pausen.
Roberto Risnæs var tæt på at give os en tidlig føring, da han i femte skød på indersiden af stolpen i efter at have generobret bolden i Randers-feltet, og fem minutter senere var han tæt på igen efter forarbejde af Amin Chiakha.
I spillet ude på banen var gæsterne dog udmærket med i det første kvarter, hvor de kom frem over stepperne med energi og fysik, men siden satte vi os mere og mere på spillet og satte flere fine angreb op.
Det kastede også flere chancer af sig, og blandt andet reddede Randers-keeperen, da Amin Chiakha blev spillet helt fri i feltet af Hunor Vajk Németh.
De var efterhånden sjældne gæster i den anden ende, og i halvlegens sidste syv minutter fik vi udbytte af vores store spildominans. Efter en tålmodig angrebsopbygning slog Oliver Højer et perfekt skift fra venstre side over mod fjerneste stolpe, hvor Tristan Andrew tog det helt rigtige løb og sendte bolden i nettet til 1-0.
Efter at Galdur Gudmunsson havde haft en god chance til at øge, så blev Tristan dobbelt målscorer i 42. minut, denne gang serviceret af et fint indlæg fra Nicolai Blicher.
I fraværet af de skadede forsvarere Hjalte Bidstrup, Aksel Halsgaard og William Glindtvad, spillede Tristan i dag højre back, hvor han ellers mest har spillet 6'er eller venstre back, men det forhindrede ham ikke i at være på rette tid og sted og finde vej til netmaskerne.
Efter pausen kunne Tristan endda have lavet et hattrick, hvis et hårdt langskud havde siddet lidt lavere, men i stedet kom vores tredje mål fra en jysk forsvarer, som overplacerede en tilbagelægning til sin keeper.
Kort efter havde Randers en farlig dødbold lige uden for vores felt, som de sendte over mål, og i 63. minut fik de et straffespark, som Filip Versterre dog dykkede ned til venstre og reddede.
Galdur Gudmundsson øgede til 4-0 efter et hjørne, hvor bolden røg lidt frem og tilbage, inden Jonathan Moalem løftede den ind i feltet, men siden slap vi vores solide greb om kampen, gik for langt ned i tempo og investerede for lidt.
Det gav Randers mere spil, og ti minutter før tid reducerede Lasse Mandal Andersen på et langskud. Mod slutningen kom vi dog i gang igen, og Amin Chiakha øgede til slutcifrene 5-1, da han blev spillet fri i feltet og passerede Randers-keeperen.
Alt i alt en velfortjent sejr, selv om der var et udfald i 2. halvleg, og cheftræner Morten Bisgaard var generelt tilfreds med indsatsen, hvor vi som nævnt manglede en del skadede forsvarere inklusive Oscar Buur, og især Graham Ankamafio fik roser med fra cheftræneren for en stærk indsats i hans første hele U19-kamp.
U17-stopperen debuterede for et par uger siden på U19, da han spillede 2. halvleg i Farum, og han er er af de mange, vi nu sender til U17 EM i et par uger.
Udover Graham er det Tobias Breum-Harild, Oliver Højer, Jonathan Moalem, Roberto Risnæs og Neo Jönsson.
Kamppause under U17-EM
Derfor er U19's to sidste kampe udsat og spilles lørdag den 1. juni, kl. 12.30 ude mod Sønderjyske Fodbold og tirsdag den 4. juni, kl. 14.00 hjemme mod Vejle Boldklub.
Matchfacts
FCK U19-RANDERS FREJA FC U19 5-1 (2-0)
38.: 1-0 Tristan Andrew
42.: 2-0 Tristan Andrew
55.: 3-0 Selvmål
68.: 4-0 Galdur Gudmundsson
80.: 4-1 Lasse Mandal Andersen
86.: 5-1 Amin Chiakha
Filip Versterre - Tristan Andrew, Graham Ankamafio, Cornelius Olsson, Nicolai Blicher (61.: David Katlego) - Jonathan Moalem (61.: Queyrell Tchicamboud), Hunor Vajk Németh, Oliver Højer (46.: Tamás Szücs) - Galdur Gudmundsson (71.: Andreas Clasen), Amin Chiakha, Roberto Risnæs (71.: Neo Jönsson)
Ikke benyttet: Tobias Breum-Harild