UEFA Cup-vinderne venter i Marbella

For anden sæson i træk skal de københavnske løver måle sig med de regerende UEFA Cup-mestre i en træningskamp. For halvandet år siden var det Zenit Skt. Petersborg, der kom med en frisk europæisk pokal i bagagen og gæstede Helsingør Idrætspark til en træningskamp, som F.C. København vandt med 2-0. i aften gælder det sidste sæsons cup-vindere, Shakhtar Donetsk, når Byens Hold skal ud i sit andet opgør i Copa del Sol i Marbella.

 

En kamp, der allerede har karakter af en lille gruppefinale, eftersom begge mandskaber vandt i første runde. F.C. København slog Kalmar FF 2-1, mens Shakhtar havde forholdsvis let spil mod norske Molde, der blev besejret med 3-0. Ukrainerne kom foran 10 minutter før pausen ved angriberen Oleksandr Gladky, der lå ene mand fremme i en 4-5-1-formation. Inden pausen blev det til 4-4-1, da den brasilianske midtbanespiller Fernandinho blev smidt ud, og derfor måtte kammeraterne spille hele 2. halvleg i undertal. Selvom nordmændene pressede på for en udligning, holdt ukrainerne stand og havde endda kræfter til at sætte tingene på plads med yderligere to scoringer i de sidste fem minutter af kampen af Oleksiy Gai og Konstantyn Kravchenko.

 

Shakhtar vandt sit første mesterskab i 2002 og brød dermed den rekordlange stribe af mesterskaber, som ærkerivalerne fra Dynamo Kiev hidtil havde taget sig af. Siden har Shakhtar vundet yderligere tre titler, senest i 2008, og p.t. ligger de nr. 2 i den hjemlige liga - efter Dynamo Kiev. Ligaen holder vinterpause indtil slutningen af februar. Ligesom Byens Hold skal ukrainerne dog i aktion i UEFA Cup’en allerede den 18. februar, når de skal til London og møde Fulham med bl.a. Brede Hangeland på holdet. De har således stadig chancen for at generobre den europæiske titel, de hentede til klubben i foråret, hvor Werder Bremen blev besejret 2-0 i UEFA Cup-finalen.

 

Trods national og international succes er der ikke mange spillernavne, der umiddelbart vækker genklang i danske ører. En bred stamme af ukrainske spillere i truppen er suppleret med 7-8 brasilianere – hvoraf den senest ankomne, Douglas Costa, er blevet kaldt ”den nye Ronaldinho” og efter sigende også var i søgelyset hos klubber som Real Madrid og Manchester United. Dertil en gruppe østeuropæiske spillere fra bl.a. Rumænien, Serbien og Polen samt en enkelt nigerianer, angriberen Julius Aghahowa.

 

Men man skal ikke lade sig snyde af sit ukendskab til ukrainsk ligafodbold – det er et solidt og yderst kompetent mandskab, som løverne skal måle sig med i aften. Og med al respekt for Kalmar og Molde er det den ideelle matchning med henblik på de kommende og væsentligt vigtigere kampe mod Olympique Marseille.