Welcome to Molde

Welcome to Molde

 

Udsigt fra hotellet til Aker Stadion ca. 100 meter væk og de sneklædte fjelde i baggrunden
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


FCK-truppen er her ved middagstid landet i Molde Lufthavn og er nu indkvarteret på Hotel Rica Seilet, der ikke bare er smukt og særpræget rent arkitektonisk, men desuden har den indlysende fordel, at det ligger et Kim Christensen-udspark fra Aker Stadion, hvor morgendagens opgør mod Molde FK finder sted.

Blandt trænere og ledere er der bred enighed om, at det må være det tætteste, man nogensinde har boet på stadion i de efterhånden mange år, man har rejst Europa tyndt. Derudover udmærket hotellet sig ved en helt fantastisk udsigt over fjorden og de sneklædte fjelde i baggrunden, så rammerne er bestemt i orden i Molde, der med ca. 25.000 indbyggere blot er den 28. største i Norge. Ikke desto mindre har de netop sikret sig det norske mesterskab for andet år i træk, så de kan koncentrere sig fuldt ud om de sidste to gruppekampe i Europa League.

Det er relativt mildt i vejret i øjeblikket med temperaturer omkring 10-12 grader, og solen titter af og til frem mellem det ellers gråtunge skydække, der såmænd nok skal gemme på en regnbyge eller to... Eftermiddagen byder som sædvanlig på hvile på hotellet her i eftermiddag, og kl. 16.30 spadserer Ariël Jacobs og en af spillerne de ca. 100 meter over til Aker Stadion for at holde pressemøde. Herefter træner hele truppen fra kl. 17 til ca. 18.