Martin Bergvold udlejes til Lyngby BK
F.C. København kan i dag offentliggøre, at klubben har udlejet midtbanespiller Martin Bergvold til Lyngby BK i forårssæsonen.
- Vi har vurderet, at det var bedst for Martin Bergvold at blive udlejet og få nogle flere spilleminutter end han formentlig ville få i F.C. København. Derfor er vi glade for, at han nu får muligheden for at spille foråret i Lyngby BK. Vi ønsker Martin held og lykke, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
- Jeg er glad for, at F.C. København har givet mig mulighed for at blive udlejet. I Lyngby BK har jeg udsigt til mere spilletid, og det er det, som jeg har brug for i min nuværende situation. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at Lyngby BK holder sig oppe og fortsætter i Superligaen efter sommerpausen, siger Martin Bergvold.
Martin Bergvold har i alt spillet 111 kampe for F.C. København i to perioder – afbrudt af tre et halvt år langt ophold i Livorno.