Ståle: - Fornuftig lodtrækning
FCK.DK fik fat i F.C. Københavns cheftræner efter tirsdagens lodtrækning, hvor det stod klar, at Løverne skal op imod Valencia, Rosenborg, Club Brügge og St. Etienne i UEFA Cuppens gruppespil. Ståle Solbakken var udmærket tilfreds med resultatet at lodtrækningen i Nyon.
- Det er en fornuftig lodtrækning, hvor det eneste malurt i bægeret var, da St. Etienne blev trukket op til sidst som den på papiret svageste modstander i gruppen. Men det her hold skal bare kaste sig ud i de udfordringer der kommer, og ikke tænke så meget på presset udefra. Vi skal stadig huske, at vi både har SAS Ligaen og pokalturneringen at tage os af samtidig. Men det bliver spændende og endnu en lærerig proces for os, sagde cheftræneren til FCK.DK.
Også målmand Jesper Christiansen var fortrøstningsfuld efter dagens lodtrækning:
- Det kunne have været meget værre. Nu kender vi ikke hjemme- og udekampene endnu, men St. Etienne vil jeg helst møde på hjemmebane, mens vi har gode muligheder uanset hvor vi spiller henne mod Rosenborg og Club Brügge. Valenciakampen bliver meget svær, og helt generelt skal vi selvfølgelig spille op til vores bedste i alle kampe for at have en chance for at gå videre, sagde målmanden til FCK.DK.