Thorup: Vi spillede ikke op til vores niveau
”Skuffelsen er selvfølgelig stor her lige efter kampen, men nu må vi lige hjem og se kampen igen og evaluere den nærmere,” sagde Jess Thorup efter 0-1-nederlaget til Randers.
”Vi var forberedt på, at det ville blive svært og især hvis vi ikke spillede op til vores niveau, og det gjorde vi hverken individuelt eller kollektivt, og så får man problemer i Superligaen.”
”Vi skaber alt for lidt i dag, men vi har dog chancerne til at score, selv om de måske kom lidt tilfældigt. Vi spiller en dårlig kamp og sætter slet ikke nok sammen rent offensivt.”
”Men vi har tabt én kamp og tre point, og ligegyldigt hvordan det går Midtjylland i Brøndby, så er vi stadig i en god position, inden vi skal til Herning. Vi vil stadig være mindst tre point foran og have en god målscore, så vi må kigge fremad og ud over stepperne igen.”
”Jeg har hele tiden forventet, at mesterskabet først bliver afgjort i de sidste runder, og vi tager stadig én kamp ad gangen og fokuserer på at rette på det, der ikke virkede i dag, for vi har over lang tid vist et højt niveau med et helt andet udtryk, end det vi formåede i dag,” sluttede Jess Thorup.