Kevin Diks

Neestrup: Klasse af spillerne

"Det er klasse af spillerne at tage herud og vinde 3-1 med det pres vi har været under, fordi vi selv havde bragt os i en situation, hvor vi skulle jage toppen," sagde Jacob Neestrup efter 3-1-sejren i Brøndby.

"Jeg har hele tiden troet på det, og vi har aldrig givet op, så den her sejr er selvfølgelig en stor lettelse, og en sejr, jeg er stolt af, men der er stadig tre runder tilbage, hvor alt kan ske."

"I dag var det heller ikke alt, der var perfekt, for i det meste af første halvleg synes jeg, at vi manglede noget mod, når vi havde bolden, og vi lavede alt for mange tekniske fejl. Det betød, at Brøndby fik mere ro til at spille deres spil og de havde for meget initiativ, selv om de jo ikke kom til så mange chancer, men de var bedst i den periode, hvor de også kom foran."

"Vi blev lidt bedre inden pausen og udlignede også, men det var først i 2. halvleg, at vi fik justeret nogle ting og stabiliseret vores spil."

"Gennem hele kampen havde vi jo nogle store chancer efter omstillinger med to-tre friløbere, som vi bare skal udnytte, for så havde vi lukket kampen tidligere."

"Men vi vandt, og nu har vi taget 13 point i de seneste fem kampe, og det kan jeg ikke klage over. Selvfølgelig ville vi gerne have ført tabellen med flere point, men der er mange gode hold i år, som gør det historisk tæt. Normalt er det jo kun to hold, der slås om titlen, og så har man trods alt en andenplads at falde tilbage på i forhold til Europa, men her er der fire klubber, der slås om to pladser og en playoff mod nummer syv, og det lægger selvfølgelig et ekstra pres på alle."

"Men vi glæder os over den her sejr, og så er det ellers bare hjem og gøre os klar til på torsdag, for den kamp mod Midtjylland er mindst lige så vigtig", lød det fra Jacob Neestrup.

>> Find ledige pladser til FCM-braget her