Neestrup: For lavt niveau
”Vores to seneste kampe i dag og i torsdags har bare været på et alt for lavt niveau på mange parametre,” sagde Jacob Neestrup efter den skuffende præstation mod Viborg FF.
”Selv om vi havde vundet 2-1, havde det ikke ændret indtrykket. Selvfølgelig ville vi gerne have haft de tre point i stedet for et, men vi kan og vil ikke skjule, at det vi præsterede i dag, var meget langt fra skiven.”
”Det er svært lige at sætte fingeren på én ting, men vores spil var forkrampet både med og uden bold, og vi blev for statiske og lavede for mange tekniske fejl, så det var svært at holde flow i spillet. Så det høje bundniveau, som vi ellers havde tidligere i sæsonen, det har vi ikke vist i de seneste kampe.”
”Der var kun en kort periode efter det lange spilstop, hvor vi præsterede godt og skabte målet til 1-1, men det formåede vi ikke fastholde, så det blev alt får åbent og livligt til sidst,” konstaterede cheftræneren, som heller ikke gav de mange rotationer skylden.
”Nej, slet ikke, det valg står jeg helt ved, for vi var nødt til at tage hensyn til, at mange spillede en lang og hård kamp i torsdags, og at vi har fire vigtige kampe de næste to uger, inden der er landskamppause. Så både for at forebygge skader og for at holde spillerne friske, så roterede vi, og det var måske også derfor, at Orri og Elyounoussi kunne komme ind med en friskhed, som sikrede udligningen,” sluttede Neestrup.