Kilmarnock-FCK: Dagen derpå
Dagen derpå - i Glasgow
Truppen fløj denne gang ikke hjem lige efter en europæisk udekamp, men vendte tilbage til hotellet i Glasgow og flyver først hjem kl. 14 (CET) - denne gang fra Glasgow Airport, og ikke fra Prestwick Airport i Kilmarnock, hvor vi landede i onsdags.
Det betyder også, at alle hænger i de tynde luftlag oppe over Nordsøen, når UEFA's computersystem udvælger vores seks modstandere i Conference League-ligafasen.
Formiddagen går dog ikke med bare at sove længe. Efter morgenmaden, der serveres fra kl. 9.30, er der spillermøde kl. 10 og bagefter en recovery-session efterfulgt af en let frokost, inden busafgang til lufthavnen. (Tiderne er dansk tid, dvs i Skotland er det en time tidligere).
Vavro kamp nr. 200
Tillykke til vores stærke slovakiske stopper, som i går spillede sin FCK-kamp nr. 200. Det var samtidig hans europæiske FCK-kamp nr. 50.
Han bliver behørigt hyldet i Parken på søndag inden Derby-kickoff, hvor Fanklubben også byder velkommen til Marcos Lopez.
Skotsk stolthed
Trods det samlede nederlag på 1-3 var Kilmarnock FC stolte over deres europæiske kampagne, og det har de også god grund til, for de spillede deres chance og gav alt hvad de havde i de to kampe og har aldrig været tættere på et europæisk gruppespil.
"Vi sagde til spillerne før kampen, at uanset resultatet er vi enormt stolte," sagde manager Derek McInnes bagefter til BBC Scotland, efter at han og de øvrige skotske ledere havde gratuleret københavnerne med det videre avancement.
"Jeg forsøgte at give dem en ægte tro på tingene før, trods modgangen i den første kamp for en uge siden, hvor vi gav dem kamp til stregen, og den selvtillid prøvede vi at tage med til dagens kamp."
"Vi vidste, at vi skulle skabe usikkerhed hos dem, og det var præcis hvad vi gjorde med den forrygende start, og vi fornemmede, at vi også kunne score mål nummer to. Når det er sagt, så havde de nogle omstillinger, hvor vi vidste, at vi ville være sårbare," sagde McInnes.
Kampstatistik