Oscar Buur forlænger til 2027
Den talentfulde målmand har forlænget sin aftale til december 2027 og vil dermed fortsætte sin flotte udvikling i F.C. København.
18-årige Oscar Gadeberg Buur er født og opvokset på Frederiksberg, og fået hele sin fodboldopvækst i KB og FCK Talent.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fortæller:
”Oscar har sat fart på sin udvikling de seneste par år og leverede en rigtig stærk Youth League-kampagne, hvor vi fik set hans høje niveau. Han har vist sig som en dygtig og klog målmand, som har et godt spil med fødderne.”
”Oscar har tilbragt hele sin fodboldopdragelse i KB og FCK Talent, så det er en knægt, som vi kender rigtig godt, og det er samtidig en målmand, som vi på sigt forventer at se i førsteholdstruppen.”
”Nu venter den svære overgang fra talent til førsteholdet, som altid er ekstra svær for en målmand. Derfor er det også vigtigt, at vi og Oscar har tålmodigheden og gør brug af de mange muligheder, der er for Oscar i vores miljø med Kim Christensen som den ideelle læremester på det område,” siger sportsdirektøren.
Buur: Mange har hjulpet mig
Oscar Gadeberg Buur har taget hele turen fra KB og op igennem FCK Talent, og det er en rigtig Frederiksberg-dreng som sætter underskrift på sin nye aftale.
”Jeg er super glad og stolt. Det er et stort skridt for mig at nå hertil, og jeg bliver rigtig glad når jeg tænker på, at min videre udvikling skal fortsætte i den klub, som betyder så meget for mig.” ”Der har været mange, som har skubbet på, for at jeg skulle holde ved. Trænere, familie og venner har alle hjulpet mig og mindet mig om, at det godt kan lade sig gøre. Dem vil jeg huske på at sende en tak.”
”Nu skal der bare fortsættes og knokles videre. Jeg ved godt, at der er lang vej endnu. Men at jeg kan se frem mod at blive en fast del af A-truppen, når tiden er den rette, og dermed fortsætte min udvikling i det målmandsteam der er, glæder jeg mig helt vildt til,” siger Oscar Buur.
Oscar Gadeberg Buur fyldte 18 år i slutningen af oktober og er den tredje spiller fra årgang 2006, som træner fast med førsteholdstruppen. De andre to er Amin Chiakha og Victor Froholdt.