66 klubber repræsenteret til samarbejdsklubaften
Omtrent 135 repræsentanter fra vores samarbejdsklubber var til VIP-arrangement torsdag aften, da vi havde besøg af Istanbul Basaksehir.
Aftenen begyndte med en velkomst af Anders Hall Toft, som er leder af F.C. Københavns klubsamarbejde. Herefter kunne deltagerne høre fra Sune Smith-Nielsen, som understregede vigtigheden af børnefodbold og at få flere børn i bevægelse.
Efterfølgende gav Casper Hansen en status på talentafdelingen hos pigerne, og hvordan der arbejdes med flere initiativer for pigerne i samarbejdsklubberne.
Under middagen i en af Parkens lounger delte de fremmødte fra samarbejdsklubberne erfaringer fra dagligdagen i de lokale klubber og foreninger.
Herefter satte deltagerne sig på tribunen sammen med de omtrent 23.000, der også var på plads i Parken til Conference League-opgøret mod Istanbul Basaksehir.
På en aften som denne er Anders Hall Toft stolt af at kunne anerkende det store arbejde i samarbejdsklubberne:
”Det er jo fantastisk, at vi kan byde dem velkomne til sådan et arrangement. Vi vil ekstremt gerne anerkende deres store arbejde og kæmpe bidrag til foreningslivet. For nogle af dem er det jo deres ekstra fuldtidsarbejde, så det vil vi rigtig gerne, og det er en stor prioritet for os. Vi forsøger at anerkende dem hver dag ude i klubberne, men det giver også noget andet, at vi giver en stor aften, hvor alt fokus er på dem, og de bliver takket for deres bidrag til klubsamarbejdet.”
F.C. København takker for det fornemme fremmøde og håber, at alle fik noget med hjem til hverdagens arbejde hjemme i klubberne.