
Fokus på FC Heidenheim
Torsdag kl. 21 mødes F.C. København og FC Heidenheim i den første af to Conference League playoff-kampe om en plads i 1/8-finalerne i marts.
Her ser vi nærmere på klubbens eventyrlige oprykning gennem de seneste 20 år fra den femtebedste række til Bundesligaen og ud i Europa.
”Sie spielen immer noch in Regensburg!“
Bekymringerne bredte sig blandt de hundredvis af HSV-fans, der allerede var stormet ind på banen i Sandhausen for at hylde deres helte, for også stadionspeakeren havde gratuleret med oprykningen fra 2. Bundesliga efter deres 1-0-sejr.
Men der var et aber dabei. Kampen mellem bundholdet Jahn Regensburg og topholdet FC Heidenheim var stadig i gang, og den måtte Heidenheim for alt i verden – eller i hvert fald for alt i Hamburg – ikke vinde.
Det havde heller ikke set sådan ud hele eftermiddagen, for Heidenheim var bagud 0-2 ude mod Jahn Regensburg, indtil et selvmål hjalp dem på 1-2 midt i 2. halvleg. Men de skulle stadig vinde.
Efter flere store Heidenheim-afbrændere udlignede de tre minutter inde i tillægstiden, og spillet fortsatte, for dommer Sören Storks havde lagt lang tid til. Og helt henne i 99. minut skete det utrolige – Heidenheims Tim Kleindienst scorede til 3-2.
Dermed overtog de førstepladsen, skubbede Darmstadt ned på andenpladsen, og HSV ned på tredjepladsen, som kun gav playoffkampe, som de tabte til VfB Stuttgart.

Eventyrlig rejse gennem rækkerne
Heidenheim er en by med ca. 50.000 indbyggere, der ligger midt i det sydtyske trekantområde mellem Nürnberg, Stuttgart og München. For 20 år siden var de først lige rykket op fra 5. niveau til det, som i dag hedder Regionalliga Süd og er niveauet under 1., 2. og 3. Bundesliga.
De strøg ikke op gennem rækkerne i raketfart, men det er alligevel lidt af et eventyr, at de på 20 år tog turen fra 5. niveau til 1. Bundesliga: fem år i Regionalliga Süd, fem år i 3. Bundesliga og ni år i 2. Bundesliga, inden de nåede 1. Bundesliga.
Inden det lykkedes var de kun én gang i nærheden af oprykning fra 2. Bundesliga, da de i 19/20-sæsonen blev nummer tre. Selvfølgelig lige for næsen af HSV, som Heidenheim slog 2-1 i næstsidste runde, efter at have været bagud 0-1 til ti minutter før tid, hvorefter HSV lavede selvmål, inden Heidenheim scorede sejrsmål i 96. minut!
I playoff klarede Heidenheim 0-0 ude mod Werder Bremen, men spillede kun 2-2 hjemme, så Werder blev oppe på flest udebanemål, blandt andet et af Ludwig Augustinsson.
De næste to sæsoner, 20/21 og 21/22, sluttede Heidenheim på hæderlige 8.- og 6.pladser, inden miraklet i Regensburg den vilde majsøndag i 2023, som vi indledte med.

Første Bundesliga-sæson
Efteråret 2023 blev som forventet svært for Bundesliga-debutanterne, som mange havde spået en hård kamp for overlevelse i bunden. De vandt også kun tre af de første 13 kampe, men sluttede efteråret med tre sejre i træk og overvintrede på en godkendt 9. plads.
I foråret holdt Heidenheim sig i midterfeltet, men et sindrigt puslespil gik Heidenheims vej, da Tysklands europæiske pladser skulle fordeles i sidste spillerunde.
For det første skulle Tyskland have en ekstra Champions League-plads som en af de to nationer med det højeste antal UEFA-koefficientpoint). Det fik de. For det andet skulle Leverkusens mestre slå Kaiserslautern i pokalfinalen en uge senere. Det gjorde de, hvorved Europa League-pokalpladsen gik til nr. 7 i Bundesligaen – og Conference League-pladsen gik videre til nr. 8.
Inden sidste spillerunde lå Heidenheim dog nr. 9 med 39 point og tre point op til Freiburg på 8. pladsen, men Augsburg og Bremen havde også 39 point og kun ét måls dårligere målforskel end Heidenheim.
I sidste runde var Heidenheim derfor afhængige af 1) selv at slå FC Köln, 2) at Freiburg tabte ude mod Union Berlin og 3) at Augsburg og Bremen ikke vandt større sejre end Heidenheim.
Og kabalen gik minsandten op! Heidenheim slog nedrykningsdømte Köln 4-1, og Freiburg tabte 1-2 i Berlin, selv om det stod 1-1 i indtil 92. minut, men med en sen Union-scoring klarede de frisag i bunden.
Augsburg tabte 1-2 i Leverkusen, der for længst havde sikret guldet, og Bremen slog ”kun” Bochum med 4-1, hvilket lige akkurat ikke var nok til at gå forbi Heidenheims målscore!
Dermed kvalificerede Heidenheim sig fra en 9. plads - og med flere nederlag end sejre og en målscore på minus fem – til at gå direkte i Conference League-playoff, hvor de mødte BK Häcken.
Denne sæson i Europa
2-1 i den første kamp i Sverige gav tyskerne et fint udgangspunkt, men det blev selvfølgelig dramatisk til det sidste. Häcken førte nemlig 2-1 i returkampen, indtil Heidenheim udlignede i 84. minut efter et par fæle kiks i svenskernes forsvar, og først i 92. minut sikrede de tyske ”marginal-specialister” definitivt adgang til gruppefasen med et kontramål til 3-2.
I ligafasen blev Heidenheims resultater:
2-1 h Olimpija Ljubljana
1-0 u Pafos
2-0 u Hearts
0-2 h Chelsea
1-3 u Istanbul Basaksehir
1-1 h St. Gallen
Med to point mere var Heidenheim sluttet i Top-8, så man forstår ærgrelsen over, at St. Gallen udlignede 13 minutter før tid i sidste runde, men det ene point rakte dog lige akkurat til, at Heidenheim var seedet i playoff, hvor de trak os i stedet for Gent.
Den svære 2’er
Det er Heidenheims første europæiske deltagelse nogensinde, og måske har det kostet på den hjemlige front, for deres anden Bundesliga-sæson er ”den svære 2’er”.
Efter en god start med tre sejre i fem kampe, har de kun hentet fem point i de 17 seneste kampe (V1, U2, T14) – og blandt andet tabt til de to hold, der ligger under stregen, Kiel og Bochum. Og kun fordi de to bundhold delte point i søndags, så holdt Heidenheim sig lige akkurat på den tredjesidsteplads, der betyder nedrykningsplayoff i stedet for direkte nedrykning.
Mellem vores to torsdagskampe får de søndag aften besøg af Bo Henriksens Mainz 05.
Truppen
En anden forklaring på Heidenheims svære sæson er, at de har solgt nogle af holdets store profiler. I sommer skiftede den venstrefodede dødbold-specialist Niklas Beste (20 mål og 28 assist i 68 kampe) til Benfica, som i januar dog solgte ham videre til Freiburg.
Senest solgte Heidenheim landsholdsangriberen Tim Kleindienst til Gladbach (83 mål i 172 kampe), og i januar røg vores gode ven Mikkel Kaufmann også til Karlsruhe på en lejeaftale.
I bytte fik Heidenheim den georgiske landsholdsangriber Budu Zivzivadze, som er startet inde hver gang i Schmidts foretrukne 4-2-3-1, men endnu uden at score. Ny denne vinter er også Bayern-lejesvenden Frans Krätzig.

Keeper Kevin Müller (33) har stået fast denne sæson og er også den, der har været længst i klubben, dvs siden juli 2015, sammen med den 38-årige forsvarer Norman Theuerkauf, som ikke har spillet så meget denne sæson.
Centerforsvaret udgøres normalt af Benedikt Gimber og anfører Patrick Mainka, og med Omar Traoré og Jonas Föhrenbach på henholdsvis højre og venstre back.
I søndags forlod Föhrenbach dog banen efter en halv times tid, efter at han tidligere i kampen fik bolden lige i hovedet.

Jan Schöppner og Luca Kerber spiller normalt på den defensive midt, og Frans Krätzig - som er lejet i Bayern denne vinter - har spillet venstre kant, men er ikke anmeldt til Heidenheims UEFA-spillerliste.
Vinterens anden nye spiller, den georgiske landsholdsangriber Budu Zivzivadze, er også startet inde på hver gang i år, men endnu uden at score. Det gjorde han en enkelt gang for Esbjerg i de 14 kampe, han spillede for vestjyderne i 2017 - og senest 12 gange i 17 kampe for Karlsruhe i efteråret 2024 i 2. Bundesliga.
På de to andre offensive positioner har Heidenheim roteret mere mellem spillere som Marvin Pieringer, Adrian Beck, Sirlord Conteh, Leo Scienza og Mathias Honsak.

Manageren Frank Schmidt
Frank Schmidt har været med hele vejen fra Regionalliga Süd til Bundesligaen og ud i Europa!
Den nu 51-årige succestræner er født i Heidenheim, og som aktiv sluttede han selv karrieren i klubben 2003-07, hvor han også var anfører.
Allerede i 1994 kan man i det berømte bakspejl se kimen til at kunne udfordre og overraske de højere fodboldmagter, for Schmidt var en del af det TSV Vesternbergsgreuth-hold, der sensationelt slog Bayern München 1-0 i DFB-pokalen!
Efter sin aktive karriere overtog han Heidenheim-trænerjobbet midlertidigt i 2007, og det skulle kun have været et par uger. Men i stedet blev det til en fastansættelse, der altså foreløbig har varet 17 ½ år, og i 2024 blev han den træner, der har siddet længst i samme klub i hele Tysklands fodboldhistorie. Allerede i 2023 kårede Kicker ham til Årets Personlighed.
I år har han for alvor fået sin sag for, og foråret tegner mere og mere til en kamp om overlevelse. Og spørgsmålet er jo altid, hvordan en klub med "hjemlige trængsler" prioriterer Europa. Er det et frirum, hvor man kan spille uden ligaens daglige pointpres? Går man primært efter et "godt udgangspunkt" før returkampen på hjemmebane? Sparer man nogen med henblik på weekendens Bundesligakamp? Og har man husket at pakke marginalerne med i bagagen?
Det får vi nok svar på torsdag aften!