Jubel efter scoring

Kampreferat: En af de store – og nervepirrende - aftener

Det blev et drama af de helt store med spænding helt ind i fjerde og sidste tillægsminut af den forlængede spilletid, men da dommer Dabanović fløjtede for sidste gang stod der 1-3 på måltavlen: vi havde gjort det igen, spillet os i en europæisk 1/8-finale.

De to hold
Mange spærrede øjnene op, da de så vores start-11’er, for dels var der otte ændringer fra i mandags, og dels var det ikke helt nemt at gætte alle positioner. Men de havde længe været planlagt at ændre en hel del, uanset resultatet af den første kamp, og svaret på at vi indledte med fem normale forsvarere var, at Gocholeishvili var skubbet op på højre kant:

Ramaj - Diks, Gabriel (anf.), Garananga (83.: Hatzidiakos), Meling – Gocholeishvili (106.: Huescas), Clem (71.: Delaney), Froholdt, Achouri (64.: Robert) - Elyounoussi (64.: Mattsson), Chiakha (83.: Larsson)

Heidenheim skiftede ”kun” fire fra det første opgør: Feller – Busch (74.: Traoré), Keller (46.: Pieringer), Siersleben, Föhrenbach (57.: Scienza) – Mainka – Wanner (113.: Theuerkauf), Niehues (57.: Schöppner), Kerber (46.: Honsak), Beck - Zivzivadze

Holdfoto


God københavnsk start
Der var ikke engang spillet ti minutter, da keeper Feller var lige ved at forære os en stor chance, men Amin Chiakha fik kun tacklet bolden til målspark, da han forsøgte at få fat i den uden for deres felt.

Det blev dog signalet til, at vi for alvor tog et solidt greb om kampen, og de næste fem minutter havde vi flere udmærkede aktioner. Først var Achouri og Chiakha ved at lykkes med en 1-2-kombination, og lidt efter afsluttede Elyounoussi en fin kontra 4-5 meter uden for feltet med at skyde lige over mål.

Mohamed Elyounoussi


Nordmanden havde endnu en fin aktion efter knap 20 minutter, hvor han stjal bolden fra Niehues og satte fart ned i feltet, men Niehues nåede godt tilbage og tackle til hjørne.

Omkring den halve time fik Elyounoussi en endnu større chance, da Clem opfangede en slem fejlaflevering fra Siersleben, og Chiakha spillede elegant Elyounoussi helt fri i feltet, men Feller gik godt ud og reddede.

På det efterfølgende hjørne hamrede Achouri fra spids vinkel bolden tæt forbi fjerneste målhjørne, og nu hang et københavnsk føringsmål virkelig i den kolde aftenluft over arenaen, hvor kun 12.336 af de 15.000 pladser var solgt – hvilket godt kan undre med tanke på tyskernes gode udgangspunkt før kampen.

Elias Achouri


I 36. minut var Amin Chiakha ikke langt fra at heade den Elyounoussi-dødbold i nettet, men der gik bare et minut, så havde han indstillet sigtekornet. Kevin Diks strøg med frem og slog et perfekt indlæg, og Chiakha kom foran Siersleben og headede bolden i nettet til sin fjerde europæiske scoring i sæsonen.

Så stod vi lige – og for fjerde kamp i træk var vi godt i gang med en stærk og bundsolid 1. halvleg. Zivzivadze havde en enkelt firsttimer i feltet, hvor han ikke fik rent træf, så Ramaj let kunne gribe den – og ellers havde Heidenheim stort set intet at byde på.

Til gengæld var Elyounoussi kort før pausen lige ved at spille Gocholeishvili fri i højre side af feltet, men Föhrenbach kom først på den i en periode, hvor de havde en hel del problemer med at dæmme op for vores offensive aktioner, og vores pauseføring på 1-0 var fuldt fortjent efter spil og chancer.

Amin Chiakha


2. halvleg
De skiftede i pausen, så de nu havde både Zivzivadze og Pieringer liggende oppe foran, men defensivt var de stadig udfordret, og der var kun spillet fem minutter, da Föhrenbach pløjede Gochileishvili ned i feltet.

Giorgi Gocholeishvili


Georgieren var søgt ind mod midten, fik en fin stikning i feltet fra Achouri og prikkede til bolden, hvorefter han blev nedlagt. Et VAR-tjek bekræftede det temmelig åbenlyse straffespark, og Kevin Diks eksekverede med vanlig sikkerhed til 2-0 ved at sparke hårdt til højre for Feller, der gik til venstre.

2-0 og fuld kontrol – indtil videre var vi nu videre på sammenlagt 3-2!

Kevin Diks


Heidenheim kom igen
Men Heidenheim meldte sig nu ind i kampen, og der gik ikke mange minutter, før anfører Mainka fik en god skudchance i feltet efter en halvclearet dødbold, men bankede bolden over. Og da vi rundede en time, måtte Ramaj for alvor i aktion og vise klassen, da han præsterede en fantastisk refleksredning på et hovedstød tæt under mål fra Zivzivadze!

Heidenheim fastholdt, og Siersleben fyrede et kanonskud af i feltet, som uheldigvis (for ham) skød hans anfører Mainka i sænk, så han lige måtte sunde sig under et spilstop.

Men det var indlysende, at kampen nu var at vende på hovedet med Heidenheim i den klart dominerende rolle, mens vi havde rigeligt at gøre med at stå imod og sendte Mattsson og Robert kom ind med nye kræfter for Elyounoussi og Achouri.

Robert Silva


I 68. minut var det for alvor tæt på, da den ellers stærkt spillende Garananga mistede bolden på midten, så Pieringer fik frit løb ned mod Ramaj, som gik godt ud af målet og tvang ham ud til siden, og Garananga nåede tilbage og redde til hjørne!

Mens de lige skulle fordøje den afbrænder, var Chiakha ved at spille Mattsson fri til at løbe ned i deres felt, og lidt efter forsøgte Chiakha sig selv, da han trak ind i feltet, men skød forbi fjerneste stolpe.

Reducering til 1-2
Delaney kom nu også ind for Clem, og et halvt minut efter råbte hele stadion på rødt kort til Gabriel, da han rev indskiftede Léo Scienza ned uden for feltet, men dommeren nøjedes med et gult kort.

Til gengæld straffede brasilianeren os ved at skrue frisparket over muren og i mål, og så var vi pludselig helt lige – og med klart tysk momentum i perioden efter vores 2-0-mål.

De fortsatte med at presse os langt tilbage, og med godt et kvarter igen headede Mainka tæt forbi på deres første hjørne i kampen. Da havde Jordan Larsson og Pantelis Hatzidiakos netop afløst Chiakha og Garananga, der begge var tydeligt mærket rent fysisk af den hårde fight.

Jordan Larsson


Ramaj gjorde hvad han kunne for at trække tiden, når han havde bolden, og det lignede ren overlevelse i resten af den ordinære spilletid. Og dog… for i 88. minut erobrede Froholdt en bold lige uden for deres felt, tog et træk og fyrede fladt af, men Feller nåede mesterligt ned og redde til hjørne.

I stedet for 1-3, var vi minuttet efter meget tæt på 2-2 og exit, da Scienza fra kanten af feltet skød på stolpen, og bolden ramte den Ramaj i ryggen, da han havde kastet sig en meter fra målstregen – og det er stadig en gåde, hvordan den bold studsede over mål fra så kort afstand! De marginaler skal vi huske at huske…

Spændingen holdt sig i alle 5-6 minutters tillægstid, hvor Scienza igen på skudhold i feltet og trykkede af, men Gabriel blokerede med brystkassen, og de fik ikke ram på returbolden.

Forlænget spilletid
Nej, dramaet var slet ikke slut endnu – det var nærmest kun lige begyndt, for nu ventede yderligere to gange 15 minutter.

Her vendte kampen så småt igen, for Heidenheim-dominansen var ikke lige så udtalt – og det var småt med chancer. Robert havde et fladt skud, som Feller tog sig af, og Mathias Honsak havde en udmærket skudchance, men ramte bolden skævt og skød lige på Ramaj.

Diant Ramaj


Vi sluttede bedst, inden den korte pause mellem 3. og 4. halvleg, som vi benyttede til den ekstra udskiftning, man får i forlænget spilletid, og ind kom Rodrigo Huescas på Gocholeishvilis højre kant. Der spillede Huescas ofte hjemme i Mexico, så det var bestemt ikke en dårlig ide!

Det var stadig tæt, intenst og chancefattigt, hvor man mistænkte begge hold for at tænke mere på at undgå blottelser end på at afgøre det inden straffesparkene – men den mistanke viste sig at være helt forkert!

Det begyndte med, at Hatzidiakos brød et tysk opspil midt på vores halvdel, men i stedet for at spille det sikre og køre den rundt i de bageste rækker, så slog Gabriel straks en dyb stikning op ad banen, så Jordan Larsson kunne køre kontra ned mod deres felt – med en helt fri Huescas i højre side. 

Jordan mistede dog bolden, men to af de tilbagestormende tyskere tacklede nærmest hinanden, så bolden røg hen til Huescas – og han hamrede den ind bag Feller!

Rodrigo Huescas


Men, men, men… der var tid endnu, og hele stadion kogte nu for at bære hjemmeholdet frem til den reducering, der kunne give straffespark – og minsandten om ikke de fik noget at juble over i 118. minut!

Allestedsnærværende Scienza strøg til baglinjen og fandt Zivzivadze i feltet, og da han trykkede af, så opfangede Pieringer bolden, vendte rundt og scorede – men… han havde hånd på, da han modtog den, så vi slap med skrækken!

Og dramaet fortsatte, for der var lagt to minutter til, og præcis da vi rundede 120 minutter, sled Huescas sig fri i feltet og sparkede bolden fladt på den fjerneste stolpe og i spil igen! Heidenheim forsøgte en sidste desperat offensiv, men forgæves – selv om Meling havde været i græsset med krampe, lagde dommeren ikke mere til end de to minutter.

En kæmpe kraftpræstation af løverne, alle som én, og nu er vi i bowlen fredag eftermiddag, når UEFA trækker lod, om vi skal møde Chelsea eller Vitoria Sporte Clube. En kamp, hvor vi ”som udgangspunkt” starter hjemme den 6. marts og slutter ude den 13. marts, men det er endnu ikke definitivt afgjort.


Matchfacts

Torsdag den 20. februar 2025, kl. 18.45 på Voith Arena, Heidenheim. Conference League Knock-out playoff, 2. kamp
FC HEIDENHEIM-F.C. KØBENHAVN 1-3 efs (ord. kamp 1-2 (0-1))
37.: 0-1 Amin Chiakha
53.: 0-2 Kevin Diks, str.
73.:  1-2 Léo Scienza
114.: 1-3 Rodrigo Huescas
12.336 tilskuere. Dommer: Nikola Dabanović, Montenegro

Advarsler: 52.: Jonas Föhrenbach, 69.: Birger Meling, 73.: Gabriel Pereira, 90+6.: Adrian Beck, 110.: Jan Schöppner, 120+3.: Diant Ramaj

Start-11: Ramaj - Diks, Gabriel (anf.), Garananga, Meling - Gocholeishvili, Clem, Froholdt, Achouri - Elyounoussi, Chiakha

Slut-11: Ramaj - Diks, Gabriel, Hatzidiakos, Meling - Huescas, Delaney (anf.), Froholdt, Robert - Mattsson, Larsson