Jacob Neestrup

Neestrup: Virkelig stærkt af vores nye hold at vinde hernede

”Vi satte os selv under et stort pres ved at tabe den første kamp i Parken, selv om vi dominerede et stykke ind i 2. halvleg, men det er virkelig stærkt af vores nye hold at tage herned og vinde sådan en kamp,” sagde Jacob Neestrup efter at F.C. København for første gang besejrede et tysk hold i de europæiske turneringer og desuden slog dem ud.

”Vi åbnede begge halvlege godt og var i god kontrol, indtil de reducerede til 1-2, men siden kom vi under et voldsomt tryk, men formåede at stå godt imod.”

”Man skal huske på, at vi for et år siden spillede 1/8-finale i Champions League med et helt andet hold, så jeg synes, det er flot, at vi kan være i gang med at bygge et helt nyt hold op og alligevel formå igen at spille os i en europæisk 1/8-finale. Det viser, at man stadig kan regne med F.C. København, selv om vi er i en opbygningsfase.”

”Vi skiftede mange i dag, og det var jeg overhovedet ikke nervøs ved. Det har været planlagt længe, uanset hvordan det gik i den første kamp i Parken, for at vi havde den nødvendige friskhed til i denne uge at spille kampe mandag, torsdag og søndag.”

”Det viser bare, at vi har en bred trup med stærke karakterer, og rigtig meget talent og masser af potentiale. Og ja, Gocholeishvili og Huescas var på lidt uvante positioner i forhold til deres FCK-tid, men de har begge spillet offensivt på højre kanten i deres tidligere klubber. Og vi var nødt til at tænke lidt kreativt, når nu blandt andet Claesson ikke var med i aften.”

”Alle gav sig fuldt ud i aften, og jeg kunne fremhæve, der leverede en kæmpe præstation. Jeg har ingen holdning til, om vi trækker Chelsea eller Vitoria i morgen, det vigtigste er bare, at vi er videre og får endnu en omgang med europæisk fodbold."

"Selvfølgelig nyder vi sejren her i aften, men nu gælder det i første omgang om at gøre alt hvad vi kan for at blive klar til den næste store kamp på søndag i Parken mod FC Midtjylland,” sluttede Jacob Neestrup. 

Truppen overnatter i Heidenheim og flyver hjem til København i morgen, og lodtrækningen til 1/8-finalerne i morgen eftermiddag.

Information om billetter m.m. til 1/8-finalerne følger snarest - men hvis du ikke allerede har sikret dig en plads til topbraget på søndag, så anbefaler vi at gøre det snart lige her på billet.fck.dk