25 år siden: 4-0 i Brøndby
Efteråret 1994 var ikke vores mest glorværdige, men Brøndby havde vi et godt tag på. Inden mødet den 30. oktober 1994 havde vi mødt dem ti gange før: vundet seks, spillet to uafgjort og tabt to.
Kampen om slutspil spidsede til
Ugen før havde vi tilføjet AaB deres kun andet nederlag i efteråret, så Brøndby havde halet ind på dem og var kun ét point fra førstepladsen, mens vi holdt os et par point over den streg, der afgjorde hvilke otte hold, der skulle videre til forårets slutspil.
Brøndby havde ikke tabt en Superliga-hjemmekamp i 14 måneder (siden vi vandt 1-0 i august 1993), men:
”Da vi slog AaB sidste weekend, lovede jeg Poul Erik Andreasen at ordne Brøndby, så skulle han nok tage sig af bundholdene,” sagde Benny Johansen.
For at opfylde det løfte, lagde Benny en ultradefensiv strategi, som han selv kaldte 3-5-2, men som flere medier kaldte 5-4-1, fordi wingbackerne Carsten V. Jensen og Iørn Uldbjerg havde faste, defensive opgaver, og det kun var Per Frandsen, der lå helt fremme.
Jævnbyrdig 1. halvleg uden mål
Brøndby pressede os i bund i starten, men i en intens og tempofyldt affære kom vi bedre med, efterhånden som halvlegen skred frem, og Per Frandsen havde to store kontrachancer, hvor han burde have passeret Mogens Krogh mindst én gang. Brøndby havde også et par gode tilbud, men det kneb med den præcision, der skulle omsætte chancer til mål, og Brian Flies var en god, sidste skanse i løveburet.
Efter pausen koncentrerede vi os stadig mest om at skærme af bagude og ellers tage de kontrachancer, der bød sig, så der gik lidt stillingskrig i kampen, da Brøndby ikke kunne omsætte deres boldbesiddelse til chancer. Som tiden gik, begyndte det derfor at ligne en nulløsning, men begge hold håbede selvfølgelig på det ene mål, der i givet fald nok ville afgøre kampen.
Vanvittige 11 minutter
Godt et kvarter før tid tog Carsten V. et raid op ad højrekanten, men blev losset ned af Jens Risager, der fik kampens blot andet gule kort. CV havde selv fået det første... Vores fans nede bag Brøndbymålet råbte selvfølgelig: ”Højer, Højer”, men i stedet for at indstille sigtekornet på målet, skruede han et hårdt og perfekt indlæg ind i feltet. Her blev Marc Rieper og Dan Eggen straffet for ikke at passe bedre på Per Frandsen, som fornemt headede dødbolden ind i det fjerne målhjørne til københavnsk 1-0-føring.
Kort efter blev Michael Johansen afløst af Morten Nielsen, og han skulle kun bruge ca. to minutter for at fordoble føringen. Uldbjerg strøg op ad venstrekanten, kombinerede med Morten Falch og smed en bold på tværs i Brøndby-feltet, som Morten Nielsen firsttimede fladt ind i det lange hjørne!
Klassikere som ”Hér regér FCK!” og ”Brønd-BY ka’ vi altid slå!” akkompagnerede de sidste ti minutter, hvor der nærmest gik legestue i den, mens de lokale begyndte at luske ud i efterårsmørket.
Libero Lønstrup tog en Beckenbauer-tur op ad banen, kombinerede skødesløst med Højer og slap helt fri i feltet, hvor Krogh nægtede at lade sig passere og derfor væltede ham omkuld. Farvel til Krogh, og ind med Søren Hansen, der som sin første aktion hentede bolden ud af netmaskerne, efter Lars Højer havde tordnet straffesparket ind.
Men vi var ikke færdige! Et hjørne blev slået skråt tilbage uden for feltet, og Højer snød hele det efterhånden opgivende forsvar med en 1-2-kombination, der bragte ham helt fri i feltet, hvorefter han sparkede bolden fladt under Søren Hansen.
Op i midten
Diego Tur blev kåret som banens bedste af sportsjournalisterne og fik som belønning en Samsung-video, som landstræner Richard Møller Nielsen overrakte.
Sejren sendte os op i midten af tabellen, hvor der kun var fire point til tredjepladsen, men stadig også kun tre point ned under stregen til Ikast og Fremad Amager, der med fire runder igen stod til at misse slutspillet.
Matchfacts
Søndag den 30. oktober 1994, kl. 15.00 på Brøndby Stadion. Superligaen, 14. runde
BRØNDBY-F.C. KØBENHAVN 0-4 (0-0)
73.: 0-1 Per Frandsen
77.: 0-2 Morten Nielsen
82.: 0-3 Lars Højer (straffe)
84.: 0-4 Lars Højer
16.478 tilskuere. Dommer: Svend Erik Christensen
Advarsler: Jens Risager, Brøndby og Carsten V. Jensen, F.C. København.
Udvisning: 80.: Mogens Krogh, Brøndby
F.C. København: 1 Brian Flies - 4 Morten Falch, 6 Christian Lønstrup, 3 Diego Tur – 16 Carsten V. Jensen, 5 Lars Højer, 17 Michael Mio Nielsen, 7 Allan Nielsen, 8 Iørn Uldbjerg - 11 Michael Johansen (76.: 14 Morten Nielsen), 15 Per Frandsen (81.: 2 Ole Tobiasen)
Ikke benyttet: 18 Per Poulsen
Brøndby: Mogens Krogh - Søren Colding, Marc Rieper, Dan Eggen (80.: Søren Hansen), Jens Risager - Ole Bjur, Kim Vilfort, Henrik Jensen, Thomas Thøgersen - Mark Strudal, Bo Hansen (76.: Ruben Bagger).
Ikke benyttet: Brian Jensen
Fyldigt sammendrag af kampen