Pokal-moments: Tiende hjemmekamp om efteråret

Det er kun 10. gang siden 1992, at vi har en pokal-hjemmekamp om efteråret. På grund af reglen om hjemmebane til det lavest rangerende hold har vi oftest spillet udekampe i efterårskampene, der typisk har været 1/16- og 1/8-finaler.

Syv gange er vi gået videre fra en efterårs-hjemmekamp, og to gange er vi slået ud:

30.10.13 4-3 OB Santin 2, Bengtsson, Pourié 6.131
24.11.11 2-0 FC Nordsjælland Ottesen, Diouf 9.012
27.10.10 2-4 AC Horsens TK, Zanka 6.049
08.11.06 3-1 Esbjerg Berglund 2, Nørregaard 9.333
27.10.04 2-1 OB Nørregaard, Tobiasen 11.643
19.11.97 3-1 (efs) AGF Tur, Falch, Goldbæk 5.854
25.10.95 0-2 AGF   5.448
09.11.94 2-1 Fremad Amager A. Nielsen, Frandsen 4.341
07.10.92 2-0 Brøndby Giolbas, Ma. Johansen 7.100

Alle kampene var onsdagskampe, bortset fra FCN-kampen i 2011, som blev spillet en torsdag.

- - - - -

Kom med på et hurtigt strejftog gennem de ni opgør:

07.10.92 2-0 over Brøndby
Blandt medierne var der almindelig enighed om, at Brøndby-forsvaret nærmest var kollapset i de første 45 minutter, hvor Michael Giolbas og Martin Johansen scorede for løverne. Først stjal Uldbjerg bolden fra Bjarne Jenseni det 5. minut, hvorefter Giolbas bankede den forbi en passiv Mogens Krogh, og efter 36 minutter helkiksede Jes Høgh en tæmning, så Martin Johansen slap helt fri.

Resten af kampen pressede Brøndby på og satsede mere og mere offensivt, men uden at kunne overliste et klogt og disciplineret FCK-mandskab.

09.11.94 2-1 over Fremad Amager
Den kommer vi nærmere ind på om et par uger i vores serie "For 25 år siden", men vi fik da revanche for de to 2-3-nederlag i Superligaen dét efterår. Målene faldt inden for tre minutter i slutningen af 1. halvleg, og det var generelt en hidsig affære med mange hårde frispark, fem gule kort - og til sidst i kampen også to røde kort til Fremads Dennis Heine og Kenneth Ekstrøm før nødbremser på Martin Johansen og Kim Mikkelsen.

25.10.95 0-2 til AGF
Det var dengang, AGF toppede Superligaen seks point foran Lyngby, mens vi var yderligere tre point efter nede på sjettepladsen. AGF kom foran ved Martin Jørgensen midt i 1. halvleg, efter Karim Zaza i første omgang havde reddet med en fodparade. Men Karim må tage 0-2-målet på sin kappe, da et Palle Sørensen langskud fik lov at gå ind, og selv om vi forsøgte ihærdigt, lykkedes det ikke at vende kampen.

19.11.97 3-1 over AGF
Vi var klart bedst den første halve time og havde chancer til mange flere end Diegos hovedstødsmål på et Goldbæk-hjørne, men AGF fightede sig godt tilbage, og som tiden gik kom de tættere og tættere, og syv minutter før tid fik Carsten Hallum en friløber og scorede mellem benene på Karim. Men i de første ti minutter af den forlængede spilletid var vi klart bedst, og først headede Morten Falch os foran, hvorefter Goldbæk afgjorde dysten med et fladt hug til 3-1.


27.10.04 2-1 over OB
Tunge skygger hvilede over Parken, da det var den første kamp efter det tragiske dødsfald, hvor en 24-årig mand omkom efter et fald fra Øvre C. Kampen bølgede længe frem og tilbage, og OB lignede en vinder, da Mwape Miti bragte dem foran midt i 2. halvleg. Men vi fortsatte ufortrødent, og et kvarter før tid udlignede Hjalte på straffe, efter Hoseth var blevet nedlagt. Og fem minutter før tid udnyttede Ole Tobiasen en returbold fra Arek Onyszko og sikrede sejren.


08.11.06 3-1 over Esbjerg
Kampen blev spillet under tag, og eks-FCK'eren Jesper Bech bragte tidligt esbjergenserne tidligt foran, mens vi havde lidt svært ved at komme i gang. Men efter eks-Esbjergenseren Fredrik Berglund udlignede midt i halvlegen satte vi os på kampen, og Hjalte bragte os foran lige inden pausen. 2. halvleg var kun tre minutter gammel, da Berglund øgede til 3-1, og siden var der aldrig spænding om udfaldet.

27.10.10 2-4 mod AC Horsens
Gæsterne førte 2-1 efter en energiforladt, københavnsk 1. halvleg, men vi skabte chancer nok den sidste halve time af kampen til at vende slaget, men en række defensive fejl blev straffet hårdt. Hjalte måtte udgå før pausen med en forstrækning, og det viste sig at blive hans sidste kamp i FCK-trøjen.

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk


24.11.11 2-0 mod FC Nordsjælland
En måned før havde et sprudlende FCN-mandskab spillet Roland Nilssons tropper ud af Parken og vundet 3-1, hvilket var vores første hjemmenederlag til et dansk hold siden Horsens-pokalkampen året før. Men vi havde læst på lektien og i en god, jævnbyrdig og underholdende affære trak vi det længste strå med to scoringer i de sidste tre minutter, hvor kaptajn Sölvi headede et Oviedo-hjørne ind, inden Pape Diouf øgede til 2-0 i tillægstiden.

30.10.13 4-3 over OB
Kun tre gange i historien er der scoret syv mål i en FCK-pokalkamp (3-4 mod SønderjyskE i 2012 og 6-1 over Jammerbugt i 2016). Vi var bagud 0-2 efter 18 minutter, men inden den halve time udlignede Santin og Bengtsson. OB tog teten igen lidt efter pausen, men kort efter udlignede Santin med sit FCK-mål nr. 83 og blev dermed historisk som den mest scorende FCK'er. Marvin Pourié bragte os midt i 2. halvleg foran for første gang, og siden formåede OB ikke at kæmpe sig tilbage.