Viktor Fischer

Fischer før tre hjemmekampe: Vigtige opgaver

Der er masser af spændende kampe i vente i Telia Parken lige om hjørnet, for der venter ikke mindre end tre hjemmekampe i tre forskellige turneringer på en uge.

Torsdag kl. 17.30 gælder det FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen, søndag kl. 18 er det SønderjyskE i 3F Superligaen og endelig venter en stor europæisk kamp mod Dynamo Kiev næste torsdag kl. 19.00.

”Alle tre kampe er vigtige for os af hver sin grund. Vi er med i pokalturneringen for at vinde et trofæ, og det er et af sæsonens mål for os. Samtidig er vi en del spillere, der ikke har prøvet at stå i en pokalfinale i Danmark, så det er også en motivation,” siger Viktor Fischer og fortsætter:

”I Superligaen er det afgørende, at vi holder fast i den fremgang, vi har haft på det seneste med sejrene over Esbjerg og AGF. Vi skal holde fast i toppen, så der ikke bliver for stor afstand og det kræver, at vi tager tre point på søndag,” siger Viktor Fischer og fortsætter:

”I Europa League ser det fornuftigt ud, og her er Dynamo Kiev en af konkurrenterne i kampen om at gå videre, så betydningen af den kamp, giver næsten sig selv, ligesom de europæiske aftener bare er noget særligt for alle FCK´ere. Vi havde en god oplevelse i udekampen i Kiev og kan vi tage en sejr mod dem hjemme, så vil vi stå stærkt i forhold til at sikre os europæisk fodbold til foråret også. Det ville være en stor præstation,” siger Viktor Fischer, der glæder sig til tre kampe hjemme i København:

”For det første elsker jeg bare at spille på det her stadion, og så er det motiverende, at der i alle kampene er noget vigtigt på spil for os. Det giver en ekstra nerve og vi skal vise, at vi som trup er i stand til at præstere i alle turneringer trods et tæt program. Det kommer vi også til at gøre,” siger Viktor Fischer.

>>>KØB BILLET

>>2-KAMPSPAKKE TIL EUROPA - DYNAMO KIEV OG MALMÖ FF