Ankersen kan få kamp nr. 100
Peter Ankersen kan i aften runde sin kamp nr. 100 for F.C. København, hvis han kommer på banen mod AGF.
"100 kampe for Byens Hold er noget jeg er stolt af, og så endda i en kamp, hvor jeg skal spille mod min bror. Men ellers er det selvfølgelig bare en kamp som alle andre, som vi skal ud og dominere og vinde. Det er længe siden, vi har spillet på hjemmebane, og det lader til, at der kommer rigtig mange tilskuere, så der er meget at glæde sig til," lyder det fra Peter Ankersen.
Han har før spillet overfor brormand som Vejle-spiller, mens Jakob stadig var i Esbjerg, og de to hold mødtes i 1. division i efteråret 2011. Vi har dog lovet Peter ikke at nævne resultatet, men lad os sige det sådan, at han passende kan tage revanche i aften...
Peter debuterede i øvrigt som senior i Telia Parken, da han som 19-årig Esbjerg-spiller fik det sidste kvarter på banen i foråret 2010, men kunne dog ikke kunne forhindre en 3-2-sejr til løverne. FCK-debuten fandt sted 16. juli 2015 hjemme mod Newtown.
På Peters spillerprofil kan du bl.a. se en række andre artikler mv fra hans tid i Hovedstaden, hvis du scroller et stykke ned på siden til "Spillernyheder".
Du kan også stadig sikre dig en plads til aftenens opgør her.