B1903-Celtic i 1971

Da Benny sænkede Celtic i 71

Den 15. september 1971 skulle B1903's forsvarende mestre møde mægtige Celtic i 1. runde af Europa Cup'en for Mesterhold, og takket være to scoringer af vores senere cheftræner, Benny Johansen, rejste skotterne sensationelt hjem med et 1-2-nederlag i bagagen.

Kun 6.552 tilskuere mødte op i Københavns Idrætsparken denne onsdag aften, heraf  6-700 Celtic-fans, der havde taget turen fra Glasgow i forventning om en skotsk walkover mod de upåagtede danske amatører. B1903 havde ganske vist vundet det danske mesterskab i både 1969 og 1970, men i 1971 lå de i midten af tabellen uden at imponere.

The Lisbon Lions
Hjemme i Skotland førte de ligaen og havde endda lige slået Rangers-rivalerne tre gange på en måned, og i europæisk sammenhæng var de en kæmpe mundfuld for Gentofteklubben.

Det halve af holdet i København var således med til at vinde Europa Cup-finalen i 1966/67, da Celtic slog Inter 2-1 i Lissabon efter at have været bagud 0-1. Legenden om The Lisbon Lions var født, og lever stadig i bedste velgående!

Willie Wallace og Bobby Lennox jubler i 67-finalen
Willie Wallace og Bobby Lennox jubler i 67-finalen - de var begge med i København i 1971. Foto: VI Images/Getty Images

I 1967/68 røg Celtic dog ud i 1. runde til Dynamo Kiev takket være en sidste minuts udligning i Kiev, men i 1968/69 nåede de kvartfinalen og tabte knebent (0-0 og 0-1) til de senere vindere fra AC Milan.

I 1969/70 nåede de igen finalen og førte endda 1-0 over Feyenoord, men tabte 1-2 efter forlænget spilletid efter et sejrsmål af hollændernes svenske angriber, Ove Kindvall. I 1970/71 tabte de i kvartfinalen til et forrygende Ajax-hold, som anført af Johann Cruyff gik hele vejen og vandt finalen over Panathinaikos.

Benny stjal billedet
Det var altså ikke et hvilket som helst britisk mandskab, som løb på banen i Idrætsparken denne aften, men det kunne godt se ud som om, at de undervurderede modstanderen lidt. Efter flere udemærkede københavnske angreb i starten af kampen, bragte Benny Johansen nemlig 03'erne foran allerede efter 13 minutters spil på en fin aflevering fra vores senere sportsdirektør, Frank Mathiesen.

Så tog skotterne sig dog sammen, og da Lou Macari efter 20 minutter headede bolden ind til 1-1, så regnede de fleste med, at katten havde leget længe nok med musen. Macari vandt fem skotske mesterskaber i træk med Celtic, inden han i 1973 fortsatte karrieren i Manchester United, hvor han fik over 300 kampe. Senere var han også manager i Celtic en enkelt sæson fra 1993-94.

En anden Celtic-spiller denne aften, som også var for ung til at tilhøre The Lisbon Lions-generationen, var den kun 20-årige Kenny Dalglish, som spillede over 200 kampe for Celtic, indtil han i 1977 skiftede til Liverpool og de næste 13 år bl.a. var med til at vinde et hav af titler inklusive to sejre i Europa Cup'en for Mesterhold. Han var også siden Liverpool-manager i to omgange og nåede også at passe butikken i Celtic en kort overgang i 2000.

Men det var heller ikke ham, der stjal overskrifterne denne europæiske aften i København, for fire minutter efter Macaris udligning, strøg Torben Nielsen igennem på kanten og smed et indlæg indover, som Benny headede i netmaskerne til 2-1!

Stadig drømte ingen om, at det ville blive sejrsmålet, men 03'erne optrådte klogt, disciplineret og afventende, hvilket lod til at frustrere de skotske kick-and-rush-typer, der aldrig rigtig kom til fadet med deres foretrukne spillestil. Dalglish og Murdoch havde dog gode chancer til udligning, men i målet havde B1903 en velspillende Birger Jensen, som tog hvad der kom. Også efter pausen, hvor Celtic pressede mere og mere, mens 03’erne blot koncentrerede sig om at forsvare føringen.

"They were too bad to be true"
Og minsandten om ikke det rakte til 03'erne første europæiske sejr nogensinde! Okay, det var kun deres tredje kamp i Europa, for året før - efter mesterskabet i 69 - spillede de 2-2 hjemme mod Slovan Bratislava og tabt 1-2 dernede.

”Celtic har aldrig på en europæisk fodboldbane lavet så ringe en kamp. Alt gik galt i København og der er ingen undskyldning for det sensationelle nederlag,” skrev The Peoples sportsredaktør John Blair.

Celtic-manager Jock Stein, der også stod i spidsen i Lissabon-finalen i 67, holdt døren til omklædningsrummet lukket i en halv time efter kampen, inden de slukørede skotter sjoskede stille ud i septembermørket på Per Henrik Lings Alle. Stein var enig med den nådesløse skotske presse: det var Celtics værste europæiske præstation nogensinde, og han medgav, at de nok havde undervurderet 03’erne.

”They were too bad to be true”, udtalte Frank Mathiesen efter kampen, og Evening Times konstaterede, at Mathiesen selv havde optrådt som en blanding af Puskas og Di Stefano med små stikninger, lob og hælafleveringer.

Skotternes eneste lyspunkt var, at der nu nok ville komme flere til returkampen i Glasgow!

Spænding på Parkhead
Det gjorde der også: 53.000 troppede op på Parkhead, som Celtic-fansene kalder deres Celtic Park, men de blev vidner til endnu en neglebidende og nervøs affære, inden Celtic i de sidste ti minutter omsider levede op til favoritværdigheden og ekspederede danskerne ud af turneringen.

Københavnerne ankom tirsdagen inden kampen og indlogerede sig på Airport Hotel, men uden wingen Poul-Erik Thygesen, som ikke kunne få fri fra sit arbejde som tømrer.

Celtic FC
Foto: Clive Brunskill, Getty Images


Kampen den 29. september 1971 blev indledt med et minuts stilhed for mindes Sir Robert Kelly, der døde den 21. september. En af de helt store personer i skotsk fodbold, selv om hans meritter ikke blev opnået nede på banen. Hans far var klubbens første anfører og blev senere formand for klubben, og sønnen overtog hans plads i bestyrelsen i 1932 og blev chairman i 1947 og præsident for den skotske liga i 1950.

Celtic lagde ud som ventet ud som lyn og torden, og intet tydede på, at 03’erne ville komme i nærheden af at skabe sensationen i det skotske, men de kæmpede heroisk og red stormen af – og havde faktisk også selv et par angreb, hvor Torben Nielsen sendte chokbølger gennem tribunerne med et lumsk, skruet langskud, der tog overliggeren bag en måbende Evan Williams i Celticmålet.

Hvordan undgik Callaghan rødt kort??
Celtic masede på med angreb efter angreb, men burde være reduceret til 10 mand, da Tommy Callaghan lossede Henrik Westergaard ned ved det ene hjørneflag, efter han havde tacklet skotten et par gange. Men besynderligt nok førte det ikke engang til en advarsel! (Se episoden efter 4.20 i nedenstående video!)

I stedet kom Celtic foran midt i halvlegen, da 1903-forsvaret for en gangs skyld gav for meget plads, så Wallace kunne modtage en fremlægning og prikke bolden forbi den fremstormende Birger Jensen.

Celtic formåede dog ikke at fastholde grebet, og 03’erne viste igen stor moral og kampvilje ved at holde sig inde i kampen, og også efter pausen havde de giftige kontraangreb, som gav skotterne sved på panden.

20-årige Birger Jensen brillerede
Midt i 2. halvleg troede alle dog, at Celtic omsider ville fordoble føringen. Indskiftede Billy Hughes blev nedlagt i feltet og tog selv sparket fra 11-meter pletten, men Birger Jensen reddede igen mesterligt. Det var dog næppe derfor, Hughes aldrig spillede flere kampe for klubben!

Birger Jensen viste sig til gengæld frem på den store scene, hvilket sagtens kan have gavnet hans senere karriere. Den kun 20-årige keeper stod i skyggen af Benno Larsen i guldsæsonerne 1969-70, men i 1974 røg han til Club Brügge og fik en fantastisk karriere, hvor han bl.a. vandt fem mesterskaber og nåede både en UEFA Cup-finale i 1976 og en Europa Cup-finale i 1978, hvor de begge gange tabte til Liverpool, og hvor Birger to gange måtte sig sig passeret af Kenny Dalglish.

Dalglish var dog ikke med i returkampen i 1971, men kunne som de øvrige skotter se nervøsiteten og frustrationen brede sig på Parkhead, for en enkelt københavnsk scoring ville jo sende 03'erne videre på reglen om udebanemål.

"They died a thousand deaths"
Celtic-fansene ”died a thousand deaths”, som en avis malende beskrev det, indtil Callaghan – som burde have siddet nede på pub’en med en whisky og ærgret sig over sin udvisning - øgede på et flot hovedstød fra kanten af feltet, efter at Erik Nielsen havde afværget et skotsk forsøg på målstregen.

En 1903-scoring ville stadig sikrede forlænget spilletid, men fem minutter før tid lagde Hughes op til Wallace’ andet mål, og så var det game over - bedre sent end aldrig, set med skotske briller.

Men B1903 skrev sig ind i rækken af danske klubber, som forlod de europæiske turneringer med æren i behold.

De skotske aviser hyldede danskernes indsats
Dagen derpå blev B1903 hyldet af de skotske aviser


I 2. runde havde Celtic ingen problemer med maltesiske Sliema Wanderers, men sejrede kun knebent i kvartfinalen over Ujpest Dosza (2-1 og 1-1). I semifinalerne blev det endnu mere tæt med to gange 0-0 mod Inter, og i den afgørende straffekonkurrence fik italienerne revanche for Lissabon-nederlaget, da John "Dixie" Deans som den eneste brændte fra 11-meter pletten.


MATCHFACTS

15. september 1971, kl. 19.30 i Københavns Idrætspark
B1903-CELTIC 2-1 (2-1)
13.: 1-0 Benny Johansen
20.: 1-1 Lou Macari
24.: 2-1 Benny Johansen
6.600 tilskuere. Dommer: Egil Bergstad, Norge

B1903: Birger Jensen - Erik Nielsen, Søren Petersen - Henrik Westergaard, Svend Andresen, Jørgen Sjøberg - Poul Erik Thygesen, Frank Mathiesen, Ole Forsing, Aabling, Benny Johansen

Celtic: Gordon Marshall, Jim Craig, Tommy Gemmell, Bobby Murdoch, Billy McNeill, George Connelly, Jimmy Johnstone (46.: Willie Wallace), Kenny Dalglish, Lou Macari, Tommy Callaghan, Bobby Lennox
 

29. september 1971 på Celtic Park i Glasgow
CELTIC-B1903 3-0 (1-0)
24.: 1-0 Willie Wallace
79.: 2-0 Tommy Callaghan
85.: 3-0 Willie Wallace
53.000 tilskuere. Dommer: Robert Héliès, Frankrig

Celtic: Evan Williams, Jim Craig, Jim Brogan, David Hay, Billy McNeill, George Connelly, Jimmy Johnstone, Bobby Lennox (46.: John Hughes), Willie “Wispy” Wallace, Tommy Callaghan, Lou Macari

B1903: Birger Jensen, Erik Nielsen, Svend Andresen, Søren Petersen, Jørgen Sjøberg, Henrik Westergaard, Torben Nielsen, Frank Mathiesen, Aabling, Ole Forsing, Benny Johansen


Se ti minutters sammendrag fra returkampen i Glasgow: