Dobbelt dansk mester klar for løvinderne
28-årige Julie Nowak vender hjem fra italiensk fodbold og fortsætter karrieren for FCKs nystartede kvindehold og bliver en markant tilgang til projektet.
"Vi er meget glade for at Julie har valgt at vende hjem til F.C. København. Hun er en erfaren spiller, som kan gøre en kæmpe forskel både på og udenfor banen. Hun kommer til at bidrage med en masse i det daglige, og vi er stolte af at kunne tilknytte en kapacitet som hende," siger Rebecca Steele, der er Head of Women’s football i FCK.
Julie Nowak var for år tilbage først med til at sikre HB Køge oprykning til Gjensidige Kvindeliga, siden vinde to danske mesterskaber med klubben og få debut i UEFA Women’s Champions League. Siden sommeren 2022 har hun været professionel i den italienske Serie A-klub U.S. Sassuolo Calcio.
"Jeg har valgt FCK først og fremmest fordi jeg synes det er et spændende projekt. Det er fantastisk, hvis vi kan få flere af de store danske klubber til at investere i kvindefodbolden," siger Julie Nowak og fortsætter:
"Personligt har jeg efter min korsbåndsskade behov for at få fodboldglæden igen i et trygt miljø hjemme i Danmark med familie og venner. Og der synes jeg bare FCK var en perfekt løsning for mig, da der er høje ambitioner, men også plads til at jeg med start i 2. division kan komme stille og roligt tilbage til fodbolden. Jeg glæder mig allermest til at starte træningen op med truppen og den nye trænerstab - det bliver spændende at være en del af et projekt, hvor jeg også kan være med til at præge rammerne."