Orri Óskarsson

Et brag af en bykamp i første hjemmekamp

Søndag kl. 18 mødes F.C. Købehavn og AGF i det, der plejer at være et brag af en bykamp med masser af spænding, mål og intensitet.

Sæsonens første hjemmekamp er det 96. møde mellem København og Aarhus, og efter 20 år med statistisk københavner-dominans, vandt aarhusianerne tre af de fire indbyrdes opgør sidste sæson.

Det lykkedes dog ikke AGF at forsvare eller forbedre tredjepladsen fra 22/23, og til stor skuffelse glippede pokalen også med et 0-1-nederlag til Silkeborg i Parken.

Til gengæld sluttede de sæsonen stærkt af, da de efter seks nederlag i træk – og uden at have noget at spille for i tabellen – først knuste vores gulddrømme med en 3-2-sejr i næstsidste spillerunde, og siden knuste Brøndbys gulddrømme ved også at slå dem 3-2 i sidste runde.

Uafgjort i sæsonpremieren
AGF indledte denne sæson med, at Tobias Bech bragte dem foran efter 8 minutter hjemme mod FC Midtjylland hjemme i Aarhus, og kort før pausen kunne Patrick Mortensen have fordoblet føringen, men brændte et straffe. I stedet udlignede midtjyderne kort efter pausen til det, der blev slutresultat 1-1.

I den kamp stillede AGF med:

Jesper Hansen – Henrik Dalsgaard, Frederik Tingager, Jonas Jensen-Abbew (77.: Eric Kahl) – Felix Beijmo (87.: Jacob Andersen), Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Mikael Anderson (87.: Michael Akoto), Gift Links (72.: Frederik Brandhof) – Patrick Mortensen, Tobias Bech (77.: Sigurd Haugen)

Det var otte af de samme, som da vi mødte dem i maj, og de tre ændringer var Jesper Hansen, Henrik Dalsgaard og Jonas Jensen-Abbew i stedet for Bailey Peacock-Farrell, Luka Callø og Magnus Knudsen.

Rösler for FCK-AGF
"I presset skal vi være meget effektive, men det er ikke noget nyt. Og der var meget i seneste kamp, som peger frem mod en god præstation og som gør mig optimistisk," siger cheftræner Uwe Rösler i sin optakt til klubbens hjemmeside.

"Søndag møder vi igen et hold med spillere på et meget højt niveau og af stor individuel kvalitet. Så vi skal levere på samme energiske og dynamiske måde, spille fremadrettet og skabe chancer, som vi gjorde i seneste kamp."

Preseason-resultater
22.06 0-0 Brabrand
26.06 9-0 Skodstrup SF
30.06 3-0 AC Horsens
04.07 0-4 FC Midtjylland
13.07 2-1 Luton Town

Til- og afgange
Ind: Henrik Dalsgaard, FC Midtjylland, Leopold Wahlstedt, Blackburn, Richmond Gyamfi, Hobro, Aksel Halsgaard, FCK U19, Sigurd Haugen (retur efter udleje)

Ud: Janni Serra, FC Nürnberg (udleje), Benjamin Hvidt, Esbjerg, Julius Beck, Spezia (lejeophør), Mats Knoester, Ferencvaros (lejeophør), Magnus Knudsen, Rostov (lejeophør), Bailey Peacock-Farrell, Burnley (lejeophør)

Indbyrdes statistik
Som nævnt i indledningen havde vi i mange år et solidt overtag på aarhusianerne, indtil de sidste sæson vandt to, spillede en uafgjort og tabte en.

Samlet set har vi dog stadig en god statistik, og især i Parken med et pointsnit på 1,90 i vores 48 Superliga-hjemmekampe mod AGF (V25, U16, T7)