Europæisk tilbageblik: Begyndelsen

Europæisk tilbageblik: Begyndelsen

Når vores spillere løber på banen den 18. september i Telia Parken mod HJK Helsinki, er det samtidig starten på det niende europæiske gruppespil i træk for F.C. København. En bedrift, som er unik for skandinaviske hold.

I de foregående otte sæsoner har vi vundet over storhold og spillet lige op med fodboldmastodonter. Der har naturligvis også været sten i skoene på den europæiske vej, men de store øjeblikke er klar i overtal.

Det hele startede den dejlige august-aften i Amsterdam i 2006, da vi vandt 2-0 over Ajax i playoff-returkampen – og kvalificerede os til det forjættede Champions League-land. Vi endte i en svær gruppe med Benfica, Celtic og giganterne fra Manchester United. Det blev til 7 point, der på grund af en dårligere målscore end Benfica lige nøjagtigt ikke var nok til at avancere til den daværende UEFA Cup. Men hvem husker ikke sejren over Manchester United på Marcus Allbäcks mål? I sandhed et af de helt store øjeblikke i klubbens historie.

Året efter måtte vi se os slået af Benfica i playoffrunden til gruppespillet til Champions League, hvilket dog sikrede os to kvalifikationskampe til UEFA Cup’en. Her slog vi efter forlænget spilletid franske Lens på et straffespark eksekveret otte minutter før kampen ville være blevet sendt i straffespark. Målscorer Jesper Grønkjær. Dermed kom vi i gruppe med Atletico Madrid, Panathinaikos, Aberdeen og Lokomotiv Moskva. Det var dengang, hvor der var fem hold i en gruppe, og hvor man kun spillede én gang mod hinanden. Den helt store succes udeblev imidlertid dette år med blot en enkelt sejr på udebane som det eneste lyspunkt over Lokomotiv Moskva på et Morten Nordstrand-mål.
 
I sæsonen 2008/09 endte vi på grund af vores tredjeplads i den foregående Superligasæson i kvalifikationen til UEFA Cup’en. Her bør det nævnes, at vi i vores første kampe fik ekspederet nordirske Cliftonville ud af turneringen med en samlet sejr på 11-0, inden vi via Lillestrøm og FC Moskva kvalificerede os til gruppespillet. Her endte vi i en svær gruppe mod St. Etienne, Valencia, Club Brügge og Rosenborg. Det startede skidt. Et hjemmebanenederlag til franskmændene gav os den sværest mulige start, men efter uafgjort mod Valencia og Rosenborg spillede vi os videre i turneringen med en udebanesejr over dette års modstandere fra Club Brügge på et Cesar Santin-mål en halv time før tid. Dermed spillede vi os for første gang videre fra et europæisk gruppespil. Første runde i knock-out-fasen blev dog endestationen. Vi trak Manchester City, der over to kampe trods god københavnermodstand viste sig at være tanden stærkere. Et samlet nederlag på 3-4 blev det til i en alt i alt succesrig UEFA Cup-sæson.

>> Køb billet til hjemmekampene i dette års UEFA Europa League her