Europæisk tilbageblik: Succes i EL og det største eventyr

Europæisk tilbageblik: Succes i EL og det største eventyr

Efter igen at være blevet mestre ventede kvalifikationen til Champions League endnu engang i sæsonen 2009/10. Desværre blev playoff-runden igen endestationen i den turnering, efter at Rangers havde slået os samlet 2-3. Dermed røg vi endnu engang i UEFA Cup’ens gruppespil, der havde fundet samme turneringsstruktur, som der spilles efter i Europa League i dag. Lodtrækningen ville, at vi havnede i gruppe med PSV, Cluj og Sparta Prag. Det blev til tre sejre, hjemme over Cluj og ude og hjemme over Sparta Prag samt et uafgjort resultat mod PSV, hvilket rakte til videre avancement til første knock-out-runde – ligesom året før. Igen blev denne runde endestationen, da vi tabte over to kampe mod Marseille, der vandt samlet med 2-6.
 
Efter endnu et mesterskab i sæsonen 2009/10 stod den på endnu en omgang Champions League-kvalifikation. Her var første udfordring hviderussiske BATE Borisov, som - efter en målløs remis på udebane - blev besejret efter en nervepirrende hjemmekamp, hvor Dame N’Doye scorede det forløsende mål til 3-2. I den afgørende kvalifikationsrunde blev Ståle Solbakkens norske landsmænd, Rosenborg BK, trukket op af hatten, og efter et spinkelt 1-2-nederlag kunne nyindkøbte Sölvi Ottesen med kampens enlige scoring sende os i det fine selskab efter reglen om udebanemål. Dermed var vores anden deltagelse i verdens fineste klubturnering en realitet.
 
Beretningen om Løvernes Champions League-kampe dette efterår kan skrives ganske kortfattet: Historisk. Aldrig før havde et dansk klubhold formået at kvalificere sig til turneringens knockout-fase. Og dét efter kampe mod Rubin Kazan, Panathinaikos og stormagten F.C. Barcelona, der endte med at vinde turneringen. Det startede godt med en hjemmebanesejr mod Rubin Kazan på et mål tre minutter før tid af Dame N’Doye, og da vi kunne rejse fra det græske med en 2-0-sejr, stod klubben nu i en fantastisk position inden besøget på Camp Nou i Barcelona. Her kæmpede Løverne heroisk, men kunne ikke forhindre Lionel Messi i at score kampens to eneste mål. To uger senere gæstede F.C. Barcelona København, hvor selvsamme Messi efter en halv time fortsatte, hvor han slap. Men allerede minuttet efter kunne et stærkt kæmpende hold udligne på et mål af Claudemir til det flotte resultat 1-1. Ingen – ej heller verdens på det tidspunkt bedste fodboldhold – havde da formået at slå os i en Champions League-gruppekamp i vores egen hule. Det blev til yderligere et spinkelt nederlag i Kazan, inden vi efter en overbevisende 3-1-sejr over Panathinaikos sikrede os adgang til forårets ottendedelsfinaler.
 
Har havde vi trukket Chelsea FC som modstander. Det engelske storhold kom på besøg til forårssæsonens første kamp, og franske Nicolas Anelka blev matchvinder med to mål efter en god københavnsk indsats på hjemmebane. På trods af det svære udgangspunkt lagde vi os ikke ned. Det blev nemlig til et flot uafgjort resultat på Stamford Bridge i London, hvilket blev punktummet for den bedste Champions League-præstation nogen sinde af en dansk klub.

>> Køb billetter til dette års UEFA Europa League her