Europæisk tilbageblik: De seneste år

Europæisk tilbageblik: De seneste år

Som forsvarende mestre – for tredje år i træk i øvrigt- begyndte vi sæsonen 2011/12 med endnu en omgang Champions League-kvalifikation. Vi startede planmæssigt, da nordirske Shamrock Rovers blev sendt ud med en samlet 3-0-sejr. Men i den afgørende kamp mod Viktoria Plzen fra Tjekkiet formåede vi ikke at indfri forventningerne om kvalifikation til den fornemste klubturnering. Et svidende hjemmebanenederlag i første kamp på 1-3 – og endnu et nederlag i Prag på 1-2 – sendte os ud af Champions League og ind i Europa Leagues gruppespil.
 
I gruppespillet kom vi ellers godt fra land med en hjemmesejr på 1-0 over ukrainske Vorskla Poltava. Men resten af Europa League-kampene blev en blandet fornøjelse. Et 0-3-nederlag på udebane mod Standard Liége blev efterfulgt af et uafgjort resultat - ligeledes på udebane mod Hannover 96, der i returopgøret slog Løverne med en kneben 1-2-sejr. Vi formåede ikke at kæmpe os tilbage i turneringen og endte gruppespillet med et uafgjort resultat på udebane mod Vorskla Poltava og et hjemmebanenederlag til Standard Liége. Det rakte til en ærgerlig tredjeplads og en exit fra Europa det år.
 
I sæsonen 2012/13 havde vi via vores andenplads i den forgangne sæson opnået adgang til Champions League-kvalifikationen, hvor Club Brügge ventede. Skuffende blev det kun til et målløst uafgjort hjemme, men vi vågnede op til dåd i returkampen i Brügge, hvor Cesar Santin i overtiden sendte os videre til den afgørende kvalifikationsrunde. Her mødte vi franske LOSC Lille. En herlig scoring af Cesar Santin sikrede os et acceptabelt udgangspunkt inden returkampen i det franske. Her fik Lille dog udlignet vores forspring lige inden halvlegen, og kampen måtte efterfølgende ud i forlænget spilletid, hvor Lille ekspederede os ud i Champions League-mørket.

Således var det andet år i træk, at vi kunne tørne ud i gruppespillet i Europa League. Modstanderne var Molde FK, Steaua Bukarest og VFB Stuttgart. På mål af Igor Vetokele og den nye angrebskomet, Andreas Cornelius, sikrede vi os en 2-1 sejr. Men den gode start blev dog fulgt op af svingende indsatser, hvor et udebanenederlag til Steaua Bukarest og et enkelt point i to kampe mod Stuttgart hurtigt gjorde tilværelsen i Europa League svær for klubben. Derfor var det vigtigt, at vi kunne præstere en udebanesejr mod Molde i Norge. 2-1-sejren blev sikret af Cesar Santin og Rurik Gislason, så et spinkelt håb om videre kvalifikation afhang af endnu et sejrrigt resultat mod Steaua Bukarest hjemme. Den sejr udeblev imidlertid. Vi kom bagud midt i anden halvleg, og det hjalp ikke, at Igor Vetokele kunne udligne til resultatet 1-1 tre minutter før tid. Dermed røg vi ud af Europa League inden knock-out-fasen for andet år i træk.

Et genvundet mesterskab blev den direkte adgangsbillet til Champions League sidste sæson. Ståle Solbakken var tilbage ved roret, men vi var ikke just heldige ved lodtrækningen. Real Madrid, Juventus og Galatasaray blev trukket op af bowlen hos UEFA. Og hvilke fester, der blev holdt i København. Vi startede hjemme mod Den Gamle Dame, Juventus. Et storhold med flere markante profiler på holdet. Pirlo eksempelvis. Men vi fik en drømmestart, da Nicolai Jørgensen allerede efter knapt et kvarter kunne bugsere bolden ind bag Buffon i målet. Derefter havde vi chancer til mere, men blev også spillet godt i bund af italienerne, der pressede voldsomt på. Efter næsten ti minutter af anden halvleg lykkedes det Juventus at score ved angriberen Fabio Quagliarella, som vi igen skal stå ansigt til ansigt med i år i Europa League, hvor han repræsenterer Torino FC. Men et uafgjort resultat hjemme mod Juventus var bestemt et mere end godkendt resultat. De to næste kampe kom vi i menneskehænder med to udebanenederlag mod Real Madrid og Galatasaray. Sidstnævnte fik vi dog revanche imod, da Daniel Braaten få minutter inde i kampen med en fiks og mindeværdig detalje fik hælet bolden i mål, hvilket også sikrede os sejren. De to sidste kampe demonstrerede dog for alle, at det var en svær gruppe, vi var havnet i. Vi tabte nemlig ude mod Juventus og hjemme i den sidste kamp mod de senere vindere af turneringen, Real Madrid, som dermed blev det første hold i den største af alle turneringer, der formåede at hive en sejr med hjem fra København. Vi endte på sidstepladsen i gruppen, men kunne gå med oprejst pande – især efter gode hjemmebanepræstationer, hvor vi fik stukket et par kæppe i hjulet på to europæiske storhold.

Og ja. Så er der jo i år. Og kun tiden vil vise, hvor langt vi når i dette års gruppespil mod Club Brügge, Torino FC og HJK Helsinki. Én ting er dog sikker. Vores europæiske successer gennem årene kunne aldrig have været mulige uden den fantastiske opbakning fra vores fans. Så kom ind, og støt os, når vi endnu engang spiller om hæder og ære i et europæisk gruppespil. Nu for niende gang i træk.

>> Køb billetter til dette års hjemmekampe i UEFA Europa League her.