Josephine Lech sammen med Rebecca Steele og Casper Hansen

Første nye spiller klar for FCKs kvindehold

Josephine Lech skriver sig ind i historiebøgerne i F.C. København som den første signing klubbens kvindehold har lavet.

Hun skifter fra FC Rosengård og vil være en del af truppen i København fra den nye sæson.

20-årige Josephine Lech er angriber og har spillet i svenske FC Rosengård i de seneste seks år. Nu bliver hun så en del af den trup, der skal udgøre det første kvindehold i FCK.

”Det er historisk og specielt, at vi for første gang kan præsentere en tilgang til vores hold, og vi er super glade for, at en talentfuld spiller som Josephine kan se sig selv som en del af den rejse og udvikling, vi står foran,” siger Rebecca Steele, Head of Women´s football i FCK.  

For Josephine Lech er skiftet til F.C. København et stort skridt, selvom hun skifter fra en europæisk storklub som FC Rosengård:

”Det er et vildt interessant og stort projekt, FCK giver mig mulighed for at blive en del af. Det glæder jeg mig virkelig til og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give mit bidrag til, at både FCK og kvindefodbolden i København bredere set kan vokse sig stor. Det bliver både sjovt og spændende at være en del af,” siger Josephine Lech.

FCK forventer at præsentere flere nye spillere i den kommende tid, hvor truppen til den kommende sæson skal sammensættes:

”Vi har en god base i den nuværende FC Damsø trup, hvor der er mange dygtige spillere, men vi kommer også til at supplere med flere spillere udefra. Vi oplever en meget stor interesse for at blive en del af klubben og projektet, så vi ser meget positivt på mulighederne for at få sat et stærkt hold sammen,” siger Rebecca Steele.

Alle i FCK byder Josephine velkommen til klubben og byen.