FCK-FCN: Førstepladsen skal forsvares
Mandag kl. 19 sætter vi punktum for efterårets Superliga-sæson med en hjemmekamp mod FC Nordsjælland.
Det kræver nok en sejr at fastholde førstepladsen hen over vinterpausen, men det afhænger af, hvordan det går FC Midtjylland, AGF og Randers FC, som alle kan gå forbi os i weekenden.
For Nordsjælland gælder det også om at hænge på i toppen, for selv om de ikke kan nå førstepladsen, er de kun fire point efter lige nu – ikke mindst takket være den sene 1-0-sejr over AGF i sidste runde.
FC Nordsjælland har kun tabt én af syv kampe, og da vi er ubesejrede i otte kampe, så er det to formstærke hold, der tørner sammen.
Farum-klubbens resultater har dog været lidt ujævne, og er kun to gange i træk endt med samme resultat. Det var to sejre i træk over Brøndby og Sønderjyske, som endda også blev vundet med de samme cifre, 4-1.
Disse otte mål bidrog godt til målscoren, og se lige hvor tæt, det er blandt de otte bedst placerede hold: Brøndby 30 mål, FCK, AGF, Randers og FCN 29 mål, FCM, Silkeborg og Viborg 28 mål!
>> Tilskuerinfo med åbningstider m.m.
Indbyrdes statistik
Vi har ikke tabt til FC Nordsjælland i Parken siden maj 2019. Siden har vi vundet otte og spillet tre uafgjort, senest sæsonafslutningen i maj 2024, der endte 1-1.
Viktor Claesson headede os foran ti minutter før pausen, og vi havde flere chancer til at øge føringen, indtil Conrad Harder i 87. minut skabte unødig og ulidelig spænding i de syv minutters tillægstid. En nordsjællandsk sejr havde kostet os muligheden for at spille europæisk denne sæson., men ed uafgjort sikrede vi tredjepladsen og en europæisk playoff mod Randers FC, som vi vandt 2-1.
Det er femte gang, de to klubber mødes i december, men den tidligste dato i julemåneden. Vi vandt 4-1 den 9. december 2012, og tabte 1-3 i den 3. december 2017 - begge gange i Parken - og den 8. december 2019 og 13. december 2020 vandt vi 1-0 i Farum.
>> Find din plads til mandagskampen her