Victor Froholdt

Froholdt: Glæder os til at se fansene i Parken igen

Torsdag aften var Victor Froholdt en del af sejren over FC Dinamo-Minsk i Conference League, da han blev skiftet ind i det 85. minut i stedet for Robert. Nu ser vores alsidige talent frem mod mandagens opgør, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg i Parken.

God afrunding på Superliga-efteråret
Med to sejre i bagagen i de seneste to kampe glæder Victor Froholdt sig til at bygge videre på nogle af de positive takter ved forhåbentlig at overvintre på førstepladsen i Superligaen:

”Det bliver dejligt at komme tilbage i Superligaen. Det er jo mesterskabet, vi kæmper for, som er det største i dansk fodbold,” fortæller Froholdt og fortsætter:

”Så forhåbentlig at kunne tage godt et skridt i den retning og gøre alt, hvad vi kan, på hjemmebane, glæder vi os meget til”

”Det er vigtigt, at vi forbedrer os hele tiden. Nu har vi taget nogle rigtig gode skridt de sidste ti kampe, hvor vi ikke har tabt, så det er vigtigt, at vi bygger videre på den stime, vi er i gang med. Og så er det altafgørende, at vi får tre point på mandag, der vil gøre, at vi ligger nummer et, inden vi går på juleferie.”

”Jeg føler, at vi står et godt sted. Der er flow i tingene. Vi skal stadig prøve at se, om vi kan holde nullet og være lidt mere effektive, når vi kommer frem på deres halvdel, og få skabt de helt store chancer, sætte mål ind, der gør, at vi kan lukke kampene noget hurtigere.”

Glædeligt gensyn med fansene
Torsdagens opgør i Aserbajdsjan bød blandt andet på tomme tribuner, hvilket sendte tankerne tilbage på dårligere Corona-tider. Det var en speciel oplevelse for holdet, fortæller Froholdt, som glæder sig til at se fansene i Parken igen på mandag:

Det er lidt en tom følelse at spille uden vores fans på lægterne. Vi er jo vant til, at de er med overalt i verden, hvor vi nu end rejser hen, og her i Baku fik de ikke lov til det.” 

”Så vi glæder os til, at de igen kommer og støtter os, som vi ved, at de altid gør. Vi får altid en fantastisk støtte, hver gang vi er i Parken, og vi glæder os utroligt meget til at se dem igen.”

”Vi ser altid frem til at spille i Parken. Det er uanset, om det er Conference League, Pokalen eller Superligaen, så glæder vi os til at komme derind, fordi vi har nogle fantastiske fans. Og så glæder vi os utroligt meget til at spille den sidste Superliga-kamp her inden juleferien.”

Kom og støt holdet, når vi lukker efteråret i Superligaen af mod FC Nordsjælland på mandag i Parken!