FCK og Marios Oikonomou ophæver kontrakten
Efter gensidig aftale har F.C. København i dag ophævet kontrakten med Marios Oikonomou, så han nu er frit stillet til at finde en ny klub.
“Marios fik ødelagt meget af foråret på grund af skader og har i denne sæson haft lang vej til spilletid, så derfor har vi nu valgt denne løsning, så han kan komme videre i karrieren,” siger sportsdirektør Peter Christiansen.
“Marios nåede kun at spille 20 kampe for klubben, men han har altid været en god holdkammerat uden for banen og blandt andet støttet mange af vores unge spillere. Han har altid optrådt meget loyalt og professionelt i F.C. København, og vi ønsker ham held og lykke fremover,” siger Peter Christiansen.
Alle i F.C. København ønsker Marios alt det bedste i fremtiden og takker for hans indsats for klubben.