Før FCK-Benfica
Benfica har ikke imponeret i sæsonstarten, og den nye træner José Camacho døjer med skadesproblemer i truppen før skæbnekampen onsdag aften i PARKEN.
Da FCK.DK for to uger siden præsenterede Benfica op til den første kamp i Lissabon regnede vi ikke med at få det nemmere end i Jerusalem, på trods af de problemer portugiserne havde haft i sæsonforberedelserne. Den vurdering kan man - heldigvis - godt anfægte, når man så hvordan kampen udviklede sig, især efter Hutch udlignede til 1-1 i 1. halvleg. Desværre havde de i Rui Costa den giftige afslutter, som israelerne manglede, men alligevel fik vi drillet Benfica-ørnen tilstrækkeligt til, at vi stadig har et udmærket udgangspunkt til det spændende returopgør onsdag aften.
Resultatmæssigt har Benfica også et udmærket udgangspunkt, for de har trods alt en 2-1-føring at tære på og kan nøjes med uafgjort. Men bortset fra det, har de rigeligt med problemer at slås med!
Ny træner siden sidst
Weekenden efter vores kamp indledte de den portugisiske liga med kun at spille 1-1 mod oprykkerne fra Leixoes, og få dage efter mistede ledelsen tålmodigheden med træner Fernando Santos. I stedet hyrede man José Camacho, som også stod i spidsen for klubben i 2002-04, inden han blev hentet til selveste Real Madrid – klubben, hvor han i 70’erne og 80’erne slog sit navn fast med syvtommersøm som en tætbygget, energisk venstre back, inden han senere blev klubtræner og endda spansk landstræner. Men som mange andre trænere holdt han kun et par år i Real Madrid, og nu er han så tilbage i det varme sæde i Lissabon.
Camacho havde dårligt nået at hilse på sin nye spillertrup, før den talentfulde midterforsvarer David Luiz brækkede foden til træning. I forvejen var Luisao udgået med en skade i kampen mod os, og den tredje brasilianske stopper – Anderson – var helt uden for holdet og er siden solgt til Lyon. Også norske Azer Karadas er på vej væk efter aldrig rigtigt at have fået chancen på holdet, så Camacho måtte ned i ungdomsrækkerne og hente den 18-årige Miguel Vitor frem til weekendens hjemmekamp mod endnu en oprykker, Guimaraes.
To gange uafgjort mod oprykkere
Her blev fansenes glæde over at være sluppet af med Santos dæmpet en smule ved, at det kun lykkedes at spille 0-0 – og som om der ikke var skadeproblemer nok, måtte Pedro Mantorras udgå med en knæskade, og angriberen fra Angola er ude i flere måneder.
Luisao klarede den sidste træning inden afrejsen til København, så han var med i den 20 mand store trup, der mandag landede i Kastrup, så mon ikke han er med fra start igen. Hvis ikke Camacho giver den unge Miguel Vitor chancen igen, trækker han nok den græske midtbanespiller Katsouranis ned i midterforsvaret, hvor han flere gange har vikarieret.
Får brug for alle de rutinerede kræfter
Camacho har mange helt unge folk med i truppen – ud over Miguel Vitor er det amerikaneren Freddy Adu (18), der debuterede i den første kamp mod os, midtbanespilleren Romeu Ribeiro (18), den kinesiske angriber Yu Dabao (19) og den argentinske fløj Angel di Maria (20). Men de erfarne og rutinerede folk er også med, og det vil først og fremmest være dem, den rutinerede træner vil trække på, når det går løs i PARKEN. Folk som Rui Costa, Petit, Leo og Nuno Gomes har prøvet disse skæbnekampe masser af gange.
Og en skæbnekamp bliver det for Camacho og Benfica-mandskabet, hvor et samlet avancement vil give dem fred og ro fra fansene og pressen til at arbejde videre mod gruppespillet, mens en taber-billet til UEFA Cup’en næppe vil være et acceptabelt plaster på såret!
Når F.C. København møder SL Benfica i den altafgørende kvalifikationskamp om adgang til UEFA Champions League, onsdag den 29. august klokken 20.45, bliver det den hollandske topdommer Eric Braamhaar, der passer fløjten.
Den 40-årige dommer har en del rutine fra UEFA Champions League, hvor han blandt andet dømte kampen mellem Celtic og Benfica i F.C. Københavns gruppe F i sidste sæson. Kampen endte med et 0-3 nederlag til Benfica, der også blev tildelt Braamhaar som dommer da de fortsatte i UEFA Cuppen og skulle møde Espanyol i april i år. Her blev det ligeledes til nederlag til vores portugisiske modstandere, der efter at have været bagud 0-3, fik pyntet på resultatet til 3-2.
Det bliver dog til et gensyn for begge hold, idet Braamhaar dømte udekampen i UEFA Cuppens 1. runde mellem Hamburger SV og F.C. København på AOL Arena i efteråret 2005. Resultatet var absolut i top, men kampen udviklede sig uheldigt, da Braamhaar så sig nødsaget til at uddele fem advarsler på under 15 minutter i slutningen af kampen.
Mest iøjenfaldende er nok hans fejring af en Ajax-scoring ved Kenneth Perez, da han dømte opgøret mellem Ajax og PSV i sidste sæsons Eredivisie. Han forklarede efterfølgende at han bare var utrolig tilfreds med at han havde givet fordel til Ajax lige inden scoringen, i stedet for at dømme frispark.
Han tillod ligeledes Manchester United at score et kontroversielt frisparksmål, der sendte franske Lille ud af UEFA Champions League i sidste sæson - en kendelse der fik et efterspil, idet UEFA efterfølgende iværksatte en undersøgelse af kampen.
At det er en dommer UEFA dog nærer stor tillid til, viste fodboldforbundets dommerkomité, da de udpegede ham til at dømme UEFA Cup-semifinalen mellem Osasuna og Sevilla. Desværre for Braamhaar måtte han trække sig ud af kampen i anden halvleg med en lægskade.
Til at assistere sig på linjerne har han landsmændene Arie Brink og Patrick Gerritsen, mens den ligeledes hollandske Pol P.M.H. Van Boekel, er fjerdedommer.