Før FCK-Man. U.

OPTAKT

Velkommen til F.C. Københavns anden hjemmekamp i UEFA Champions League 2006/07.

På klubniveau findes der næppe noget større end en hjemmekamp i verdens fineste klubturnering mod en af fodboldhistoriens største klubber. For fjerde gang på blot 10 uger vil over 40.000 forventningsfulde fodboldfans være på plads på Danmarks nationalstadion til en kamp med F.C. København.

Naturligvis er vores respekt for en klub som Manchester United stor. Ikke alene har klubben 15 nationale mesterskaber og 3 europæiske titler med i bagagen fra England, men klubben har i mange år tillige været drevet på en forretningsmæssig ansvarlig måde. Det er værd at huske på. i en tid hvor der stadig tages alt for store økonomiske risici i mange europæiske fodboldklubber.

Perlerækken af navne, der har optrådt - og optræder - i De Røde Djævles klubdragt, aftvinger ligeledes respekt: fra Sir Bobby Charlton (som overværer kampen i PARKEN), George Best og Denis Law over Peter Schmeichel og Eric Cantona, til nutidens Wayne Rooney, Ryan Giggs og Cristiano Ronaldo. Og respekten bliver ikke mindre for præstationerne på bænken, hvor klubben har produceret to af de største managers gennem tiderne i form af Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson.

Man må imidlertid ikke forveksle ovennævnte respekt med ærefrygt. Byens Hold har fortjent sin plads i UEFA Champions League, og selv om der aldrig var tvivl om udfaldet på Old Trafford, så viste vores spillere, at de kan presse Manchester United, når de tror på egne evner og arbejder hårdt for sagen. Onsdag aften fløjtes der op til en helt ny kamp, og hvis vores spillere kan tage yderligere et skridt op ad stigen nu, hvor de første europæiske indtryk har sat sig, så er der bestemt håb om, at vi kan bringe det sejrsvante United-hold ud af balance.

En ambition, der vil få et kraftigt rygstød, når suset fra vores mange fans på lægterne når grønsværen. Vi kan næppe vinde kampen alene fra lægterne, men den massive og konstante opbakning, som vores fans er kendte for, kan give spillerne det sidste og afgørende skub mod succes.  

Lastly a warm welcome to our guests from Manchester United, the fans, the representatives from UEFA and the referees.


MODSTANDEREN

 Manchester United er kommet forrygende fra start i såvel den engelske Premier League som i Champions League gruppespillet. I weekendens 10. spillerunde i England kravlede The Red Devils endda helt til tops i tabellen på bedre målscore end Chelsea, efter at de nærmest havde massakreret Bolton 4-0 på deres Reebok Stadium. Bolton, en af sæsonens store overraskelser som indtager 3. pladsen i Premier League, havde indtil da holdt målet rent i deres første 4 hjemmekampe, men kunne intet stille op, da det røde eksprestog kom tordnende forbi med Wayne Rooney i overdådigt spillehumør.

Rooney, som har måttet høre en del for at han ikke har scoret i en halv snes kampe i træk, kronede en flot indsats med sit første Premier League-hattrick nogensinde og sendte dermed et tydeligt signal om, at nu gider han ikke høre mere om scoringskrise!

I Champions League-gruppespillet kan United – efter at have fået fuldt udbytte af sine første 3 kampe - sikre sig definitivt adgang til ottendedels-finalerne med en sejr i PARKEN. Det vil næppe være nogen fordel for F.C. København, idet det formentlig vil friste Alex Ferguson til at stille med en hel del reserver i de to sidste kampe og dermed give Celtic og Benfica bedre kort på hånden. Ét point vil i øvrigt også være nok for United, hvis Celtic samtidig besejrer Benfica.

Til gengæld skal man ikke vente at se mange reserver i opstillingen onsdag aften – tværtimod er det et på papiret endnu stærkere United-hold end det vi mødte på Old Trafford for 2 uger siden, idet både Rio Ferdinand, Paul Neville og Ryan Giggs er deres skader kvit og ventes at fortrænge O'Shea, Brown og Fletcher, som spillede fra start i de to holds første kamp.

Neville og Giggs er to af de mest erfarne United-spillere og nærmer sig en imponerende milepæl i form af deres kamp nr. 100 i Champions League! Giggs har foreløbig 94 og Giggs 88.

Af de øvrige aktører på dagens United-mandskab har Paul Scholes ”kun” 87 Champions League-kampe, men er til gengæld den mest scorende med 20 mål, tæt forfulgt af Ole Gunnar Solskjær, der har nettet 19 gange i sine 73 kampe.

Manchester United vandt Europa Cup for Mesterhold i 1967/68 og Champions League i 1998/99, og har desuden vundet Europa Cup'en for Pokalvindere i 1990/91. United har deltaget i de seneste 10 Champions League-turneringer i træk og kun de senere år er de ikke nået til mindst kvartfinalen, hvilket fremgår af nedenstående liste over hvor langt de er nået sæson for sæson:

1996/97: semifinale (0-1 hjemme og 0-1 mod Dortmund)

1997/98: kvartfinale (0-0 ude og 1-1 hjemme mod Monaco)

1998/99: finale (2-1 over Bayern München)

1999/00: kvartfinale (0-0 ude og 2-3 hjemme mod Real Madrid)

2000/01: kvartfinale (0-1 hjemme og 1-2 ude mod Bayern München)

2001/02: semifinale (2-2 hjemme og 1-1 ude mod Bayer Leverkusen)

2002/03: kvartfinale (1-3 ude og 4-3 hjemme mod Real Madrid)

2003/04: ottendedelsfinale (1-2 ude og 1-1 hjemme mod Porto)

2004/05: ottendedelsfinale (0-1 hjemme og 0-1 ude mod AC Milan)

2005/06: indledende gruppe (nr. 4 efter Villarreal, Benfica og Lille)

Kun én gang har United spillet europæisk fodbold i Danmark, og det var i 1998/99-gruppespillet med Barcelona, Bayern München og Brøndby, hvor United besejrede Brøndby 6-2 i PARKEN.


DOMMERNE

UEFA har påsat dommerne til kampen mellem F.C. København og Manchester United i PARKEN, onsdag den 1. november, klokken 20.45. Det bliver den erfarne tyske topdommer Wolfgang Stark, der kommer til at lede slaget i København, i Champions Leagues fjerde runde.

Stark har mere end ti års erfaring fra den tyske Bundesliga og har for nyligt måttet midlertidigt  afbryde en kamp mellem HSV og Werder Bremen, da HSVs tilskuere kastede genstande efter Werders målmand. I Champions League-regi har stark mere end fem år og 17 kampes erfaring. Hans seneste optræden i turneringen, var indeværende sæsons første runde i gruppespillet, mellem Olympique Lyon og Real Madrid. En kamp der endte 2-0 til hjemmeholdet. 

Wolfgang Stark nærmer sig de 200 kampe på højeste niveau. Således er onsdagens opgør hans opgør nummer 197 på topplan. Blandt andet har han 160 kampe i Bundesliga- og pokalregi i hjemlandet, foruden 36 internationale kampe, for både klub- og landshold.

På linierne får han assistance af landsmændene Harry Ehing og Christian Dingert. Fjerdedommer er, ligeledes tyske, Günter Perl.