Kampreferat: FCK vs. Vej
Ståle Solbakken havde atter Tobias Linderoth til disposition efter onsdagens familieforøgelse, men måtte til gengæld se bort fra Michael Silberbauer, der afsonede en spilledags karantæne. Det gav atter plads til William Kvist på højre midtbane. Desuden blev Brede Hangeland og Marcus Allbäck sparet fra start, hvilket gav plads til Dan Thomassen og Martin Bergvold i startopstillingen, mens Atiba Hutchinson rykkede frem i angrebet ved siden af Fredrik Berglund.
Hos Vejle måtte Kim Poulsen tage plads på bænken, idet han blev bortvist i onsdagens kamp i Randers, men på banen var det samme 11, der startede.
Hjemmeholdet indledte kampen forholdsvis roligt og skulle måske lige bruge en halv snes minutter til at finde hinanden i de lyserøde trøjer, som man til lejligheden havde iført sig som led i støtten til kampen mod brystkræft. Samtidig forsøgte Vejle at gå frisk til sagen og tilspillede sig kampens første store chance efter 5 minutter, da Kim Kristensen gik godt fri i højre side, og på hans indlæg mod nærmeste stolpe var begge Vejle-frontløberne helt fri, og Jesper Christiansen måtte ryste op med en super refleksredning for at afværge Isseys hovedstød.
I det første kvarters tid havde F.C. København nok bolden mest, men kom stort set ikke frem til noget i Vejles felt. Men pludselig slog Fredrik Berglund til, og så stod det 1-0. Martin Bergvold modtog en lang fremlægning og trak glimrende på tværs af banen og fandt Berglund med en præcis stikning, og svenskeren sendte bolden fladt forbi Theis Rasmussen og kunne glæde sig over, at det denne gang var stolpe ind.
Chancefattig halvleg
Hvis man herefter sad og forventede en københavnske paradeforestilling, så blev man skuffet – i første omgang. Ganske vist var hjemmeholdet spilstyrende, men det var også forventeligt med rækkens bundhold. Til gengæld kunne man også godt have forventet, at det ville udmønte sig i nogle flere chancer, men reelt blev Vejle-keeperen ikke testet resten af halvlegen. Vejle holdt sig inde i kampen gennem en god organisation tilsat et par hurtige opspil i kontrafasen, men den eneste gang, Jesper Christiansen for alvor måtte i aktion, var der både vinket og fløjtet offside på Issey.
Halvlegen sluttede med at dommer Anders Hermansen gjorde sig grundigt upopulær blandt FCK-fansene, da han gav den nybagte far Tobias Linderoth en advarsel for at påpege, at han burde have dømt et temmelig klart frispark til Oscar Wendt. Kortet udløser dog ikke strafpoint nok til at holde anføreren ude af næste rundes Brøndby-kamp.
Hvis 1. halvleg ikke levede helt op til forventningerne, så fik de mange tilskuere til gengæld fuld valuta for pengene efter pausen. Der var kun spillet 4 minutter, da Hutch nåede højest på et hjørne fra Lars Jacobsen, men headede lige over mål. Til gengæld sad den der få minutter efter, da Hjalte Nørregaard kom godt til baglinien i højre side og lagde den på tværs foran mål, hvor Martin Bergvold fulgte perfekt op og firsttimede bolden i nettet bag en chanceløs Theis Rasmussen.
Bergvold slog til to gange
Det punkterede reelt kampen, og trænerteamet reagerede også sejrssikkert med at tage Lars Jacobsen ud og sætte Razak Pimpong ind. William Kvist gik ned som højre back, mens Pim overtog højre midtbane. Back-tjansen afholdt dog ikke William for at støde med frem, og i det 56. minut stak han en helt genial indenoms-aflevering til Bergvold, der kort efter kunne kalde sig dobbelt målscorer efter iskoldt at have udplaceret keeperen.
Og stadig inden for de første 10 minutter af halvlegen kunne Hutch hjave øget til 4-0, da Bergvold fandt ham på kanten af straffesparksfeltet, men Theis Rasmussen var ude i fuld længde og afværge hans følte inderside-spark.
Efter en times spil burde Vejle nok have haft muligheden for at reducere, da Jesper Christiansen fældede Issey ude i feltet, efter at han havde været fræk nok til at lave en tunnel på Gravgaard. Anders Hermansen fløjtede også prompte, men kun for at stange et gult kort ud til Vejle-angriberen for film. Nærmere kom Vejle aldrig, selv om hjemmeholdet gradvist gearede ned og også gav plads til et par af de unge reserver. Nikolaj Hansen, der også fik spilletid sidste søndag mod Viborg, afløste Gravgaard i midterforsvaret, mens Jeppe Brandrup kom ind for den dobbelte målscorer Martin Bergvold og fik sin anden SAS Liga-optræden, siden han fik 5 minutter mod AGF for lidt over et år siden.
Mulighed for at spare på kræfterne
Resten af kampen udspillede sig stort set kun på Vejles banehalvdel, og der var flere udmærkede muligheder for at øge føringen, som enten blev forspildt eller forhindret af nogle lidt tvivlsomme offside-kendelser. Man kan dog heller ikke fortænke de tilbageværende stamspillere i også at benytte den overkommelige modstand til at spare lidt på kræfterne til den kommende uges opgør mod Manchester United og Brøndby.
3-0 og færdigt arbejde på en råkold efterårsaften og dermed kunne mestrene sin femte SAS-liga kamp i træk uden at have lukket mål ind, og 3 points-føringen i ligaen er intakt med en kamp mindre end forfølgerne.