Dejan Lovren, FC Zenit

Fokus på FC Zenit

Torsdag kl. 16 gælder det de tredobbelte russiske mestre fra FC Zenit, som også fører ligaen i indeværende sæson med to point foran Dynamo Moskva.

Dynamo – med Varela på holdet – kunne ellers være gået forbi med en sejr, da de mødtes i sidste runde før vinterpausen, men Zenit spillede 1-1 i Moskva.

Ligaen genoptages den 28. februar, men allerede torsdag den 17. februar skal Zenit kamp, når Real Betis tager til Skt. Petersborg i det første af to opgør i Europa Leagues 1/16-finaler. Zenit røg over i den turnering, da de blev nummer 3 i efterårets Champions League-gruppe et godt stykke bag Juventus og Chelsea.

Malcom
Brasilianeren Malcom i Champions League - tidligere klubkammerat med Lukas Lerager i Bordeaux. Foto: MB Media


Lukkede døre
Netop Betis-kampen næste torsdag er nok årsagen til, at Zenit har krævet lukkede døre til vores kamp på Estadio Algarve. Derfor må vi ikke streame den, og der må heller ikke komme tilskuere, presse mv. – kun vores egne folk, så vi skal nok live-opdatere flittigt på twitter (@FCKobenhavnLive), ligesom vi filmer til highlights.

Zenit har en kamp mere her i Portugal, inden de skal hjem til Skt. Petersborg, og det er på fredag mod Brøndby, men vi forventer, at de stiller stærkeste hold i vores opgør på torsdag. Vi har også selv en kamp fredag mod Breidablik, hvor planen er at stille med 11 andre end de, der starter mod Zenit.

Zenits pre-season
Som sædvanlig tilbringer russiske hold en stor del af pre-season under varmere himmelstrøg, og FC Zenit var i januar på træningslejr i Forenede Arabiske Emirater, inden de nu er i Portugal.

19. januar: 3-0 mod Emirates Club i Dubai
22. januar: 2-2 mod Botev Plovdiv i Dubai (2 x 40 min.)
25. januar: 5-0 mod MSK Zilina i Dubai
3. februar: 1-0 mod FC Midtjylland i Portugal
8. februar: 3-1 mod Portimonense i Portugal

Artem Dzyuba og Douglas
To rutinerede Zenit-spillere, angriberen Artem Dzyuba og forsvareren Douglas. Foto: Alexander Demianchu, Getty Images


Vinterens transfers
FC Zenit sendte i vinterpausen den iranske landsholdsangriber, Sardar Azmoun, til Leverkusen, efter at han havde scoret 62 mål i 104 kampe, siden han kom i 2019. Han havde i forvejen kontraktudløb til sommer og havde indgået en forhåndsaftale med tyskerne.

FC Zenit har selv hentet tre nye: den brasilianske forward Yuri Alberto fra Internacional, samt to russere, backen Arsen Adamov fra Ural og forwarden Ivan Sergeev fra KS Samara. De to førstnævnte kom begge ind mod Midtjylland.

Desuden har de lånt Kazahkstan-stopperen Nuraly Alip fra Kairat Almaty, som scorede Zenits mål mod midtjyderne. Hvis han skifter til Zenit, skal han blandt andet kæmpe med slovenske Dejan Lovren og ukrainske Yaroslav Rakitsky om pladserne i centerforsvaret.

Morten Nordstrand i aktion, da vi første gang mødte FC Zenit i 2008


Tidligere møder
Det er femte gang, vi prøver kræfter med det russiske storhold - efter to træningskampe og to Europa League-kampe:

  • 28. juni 2008 vandt vi 2-0 på Helsingør Stadion på mål af Ailton og Nordstrand på et tidspunkt, hvor russerne var forsvarende UEFA Cup-vindere.
  • 22. januar 2018 tabte vi 0-5 i Dubai i Robert Skovs uofficielle FCK-debut
  • 20. september 2019 spillede vi 1-1 i Parken i Europa League-gruppespillet, hvor Pieros midt i 2. halvleg udlignede den pauseføring, Robert Mak havde givet russerne.
  • 29. november 2019 tabte vi 0-1 i Skt. Petersborg i gruppespillet, og det mål var også et Robert Mak-værk, da hans afslutning ramte Bjellands fod, så den snød Stephan Andersen i målet.

 

FC Zenit
Kampagne for at finde et hjem til hjemløse hunde - før en Zenit-hjemmekamp mod Rostov i december. Foto: Alexander Demianchuk, Getty Images