Jess Thorup

Thorup gør status inden de to sidste testkampe

Onsdag formiddag havde truppen sin sidste "rigtige" træning i Portugal, inden de to sidste testkampe torsdag mod FC Zenit og fredag mod Breidablik - hvor der dog også er mindre træningsseancer om formiddagen.

Bagefter gav cheftræner Jess Thorup denne status på truppen og de kommende to kampe:

Kun få er endnu ikke 100 %, hvor de skal være
"De seneste dage har vi stort set haft alle spillere ude på træningsbanen, så det har været en fin timing efter en periode, hvor flere af forskellige årsager har trænet for sig selv," sagde Jess Thorup.

"Jeg synes, vi har formået at bygge det rigtig fornuftigt op i forhold til at kombinere den fysiske træning med at videreudvikle vores måde at spille på og gå mere i detaljen med spillets forskellige facetter."

"Der er nogle få, der endnu ikke er 100 %, hvor de skal være, men vi har stadig to træningskampe hernede, hvor vores mål er at så mange som muligt får 90 minutter. På den måde har vi det bedst mulige overblik over, hvor den enkelte står, når vi rejser hjem på lørdag."

"Og selv om træningskampe er vigtige, så har vi også stadig en uge på træningsbanen hjemme i København, inden vi skal spille mod OB næste søndag."

Lukas Lerager og David Khocholava
Lerager og Khocholava spillede begge 90 min. mod Halmstad. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Det bliver to gode testkampe for alle
"Men nu glæder jeg mig i første omgang rigtig meget til de to næste kampe, hvor vi møder nogle gode modstandere. Specielt Zenit bliver nok en rigtig stærk modstander, men Breidablik har også et fint hold, som slog Brentfords reserver og spillede lige op med FC Midtjylland."

"Så det bliver to gode testkampe for alle vores spillere, hvor vi får det bedst mulige indblik i, hvor vi står individuelt og som hold. Men jeg må sige, at jeg har en rigtig god fornemmelse."

"Nogle har fået den besked, at de måske ikke er med i den kamp, der helst ville spille mod Zenit, men skal spille på fredag, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan starte mod OB. Efter de to kampe evaluerer vi på alle, hvem har gjort hvad, hvor står den enkelte, hvilke relationer har de - og hvad er det, vi har brug for mod OB."

"Men jeg har også flere gange sagt, at jeg ikke bruger udtrykket A- og B-hold om kampene torsdag og fredag. Men man skal jo vælge, og det handler også om at give alle flest mulige minutter."

Khouma Babacar
Khouma Babacar - og i baggrunden Nicolai Jørgensen - har ikke været i kamp endnu. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hákon skadet - Wililam Clem og Emil Højlund støder også til
"I mandags aftalte vi med Bryan Oviedo, at han ikke skulle tage herned på grund af sygdom i familien, så Ethan Amundsen-Day kom herned i går, og desuden er William Clem og Emil Højlund på vej herned i dag."

"Det har hele tiden været en mulighed at supplere truppen hjemmefra, så vi har på forhånd aftalt med Hjalte og Stefan, at de skulle være stand by, hvis behovet opstod. Som nævnt er alle endnu ikke helt på 100%, så vi har brug for ekstra garderinger."

"Desuden har Hákon desværre fået en mindre forstrækning, så han ikke kan spille. Det er rigtig ærgerligt for både ham og holdet, for han har gjort det rigtig godt i pre-season til træning i kampe."

"Men ud over Hákon har vi ikke nye skader. Zeca og Marios genoptræner, og det samme gælder Luther Singh, som er kommet sig helt over sin sygdom i efteråret og er med hernede og træner individuelt, fordi han har nogle mindre problemer med den ene fod," sluttede Jess Thorup.

Luther Singh
Luther Singh træner individuelt pga en mindre fodskade. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Kun TV fra Breidablik-kampen
Som tidligere oplyst tillader FC Zenit ikke TV eller stream fra deres kamp torsdag kl. 16 (dansk tid), så den må du nøjes med at følge på vores live-twitter, @FCKobenhavnLive, hvor vi nok skal være flittige på tasterne. Til gengæld viser 6'eren og discovery+ kampen mod Breidablik, der har kickoff fredag kl. 17 (dansk tid).