Gernot Langes Stadion i Wattens

Fokus på WSG Tirol

Mandag kl. 18.30 spiller F.C. København den første af to træningskampe under sommerens træningslejr i Østrig, og modstanderen er den lokale klub, WSG Tirol.

Klubhistorien
WSG Tirol er en forkortelse for Wattener Sportgemeinschaft Tirol, hvor Wattens er klubbens hjemby ca. 20 km øst for Innsbruck. Indtil 2019 hed klubben derfor også kun Wattens, men med forskellige ”forbogstaver”, SC, SV og WSG.

Klubben blev stiftet i 1930, men kom først op i den bedste række i 1969, og nogle år senere slog de deres førstehold sammen med FC Wacker Innsbruck – en klub med rødder helt tilbage til 1915 - og hed SSW Innsbruck. En forkortelse for SpG Swarovski Wattens-Wacker Innsbruck.

SSW Innsbruck havde stor succes og vandt fem nationale mesterskaber og fire pokaltitler samt den såkaldte Mitropa Cup to gange (en turnering for en række centraleuropæiske nationer). De nåede også kvartfinalen i Europa Cup for Mesterhold i 1977/78, hvor de tabte til Gladbach efter at have slået FC Basel og Celtic ud.

Men hverken succesen eller sammenholdet holdt op gennem firserne, hvor de havde sværere og sværere ved at følge med, og i 1986 gik de to klubber igen hver til sit, og FC Wacker Innsbruck blev helt opløst i 1999 efter en række sæsoner på lavere niveau.

Wattens fortsatte også på lave blus, men overlevede og vendte stærkt tilbage. Efter 12 sæsoner i træk i Regionalliga West, rykkede de nemlig op i Erste Liga (3. niveau) i 2016 og videre op i 2. Bundesliga i 2018 og derfra straks videre op i Bundesligaen i 2019.

Her har de spillet de seneste fem sæsoner, men var i store problemer allerede i den første 19/20-sæson, hvor Covid-19 også bredte sig. Desuden var cheftræneren Thomas Silberberger ude for en alvorlig trafikulykke, og på sidste spilledag fik de kun 1-1 mod Admira Wacker og sluttede sidst og måtte dermed ned i 2. Bundesliga.

Men nogle måneder senere, i august 2020, klarede de frisag takket være en stor svindelskandale, som ramte Commerzialbank i Mattersburg. Banken krakkede og trak den lokale Bundesligaklub, SV Mattersburg, med i faldet, så den gik konkurs og måtte lukke bare to år før de kunne fejre 100-års jubilæum.

Men den enes død, den andens brød, så selv om WSG Tirol i al hast måtte hente en række nye spillere, så undgik de ikke blot nedrykning, men sneg sig lige akkurat med i slutspillet i foråret 2021. Østrigernes 12 hold spiller, ligesom vi, et grundspil med 22 kampe og herefter et mesterskabsspil og et nedrykningsspil, og Tirol sluttede sæsonen på sjettepladsen.

Siden har de ikke været i Top 6, men i 2021/22 vandt de nedrykningsspillet, hvilket gav europæisk playoff, hvor de først slog LASK, men siden tabte til Rapid Wien.

I sæsonen 22/23 blev de nr. 9, og sidste sæson sluttede de næstsidst, men var aldrig for alvor i nedrykningsfare.

Økonomisk svært
"Med den nuværende situation vil vi ikke være i Bundesligaen for evigt. Med det budget, vi har, er hvert år i Bundesligaen en gave, man skal være ærlig sådan," udtalte klubbens direktør, Julian Heiss, i efteråret til østrigske medier, og det er først og fremmest på grund af økonomien.

Swarowski, den verdensomspændende krystalglas-koncern fra lokalområdet, trak sig som hovedsponsor i 2020 efter omfattende besparelser i virksomheden, og siden har klubben ikke fundet en ny hovedsponsor. Det hjælper heller ikke på økonomien, at deres stadion - hvor vi spiller mandag aften - ikke er godkendt til Bundesligafodbold. , og i stedet spille de hjemmekampene på Tivoli Stadion i Innsbruck, hvor de normalt kun trækker 12-1300 til deres hjemmekampe.

"Hvis vi kunne spille Bundesliga i Wattens, kunne vi virkelig udvikle os. Men som det er nu, stagnerer vi bare," siger Heiss.

Gernot Langes Stadion i Wattens
Gernot Langes Stadion i Wattens med boligblokke bag langsiden modsat hovedtribunen


Ny cheftræner
41-årige Philipp Semlic er ny cheftræner i WSG Tirol til denne sæson, hvor han afløste Thomas Silberberger, som havde jobbet siden 2013.

Semlic var senest cheftræner i St. Pölten, hvor han tiltrådte i januar 2024, men valgte selv at stoppe efter sæsonen efter en del uro i klubben, hvor den øvrige sportslige ledelse stoppede og klubbens samarbejde med VfL Wolfsburg siden 2021 også ophørte.

Med ham i spidsen spillede WSG Tirol sæsonens første træningskamp den 28. juni, hvor de slog et udvalgt amatørhold med 11-1, men i tirsdags fik de væsentligt mere modstand, da de spillede 1-1 mod polske Gornik Zabrze. Østrigerne kom tidligt foran efter en foræring fra det polske forsvar, men smed også selv en bold væk efter pausen, som gav Lukas Podolskis mandskab en kontra-udligning.

Fredag tabte de 2-4 til FC Vaduz fra Liechtenstein (som spiller med i den schweiziske 2. liga), men østrigerne havde trænet intenst samme formiddag, og cheftræner Semlic sagde til klubbens hjemmeside, at det grundlæggende havde været en god uge, selv om små fejl kan opstå på grund af trætte ben og trætte hoveder.

I alle kampe har Semlic skiftet næsten alle i pausen, og bortset fra på keeperposten har de stort set spillet med de samme i henholdsvis 1. og 2. halvleg, hvilket jo alt andet lige giver et mere sammenspillet hold – eller rettere to.

Efter vores kamp på mandag, møder Tirol også tyske SpVgg Fürth og franske Lyon, inden sæsonens første officielle opgave, et tyrolerderby i pokalen mod SC Imst den 28. juli, hvorefter Bundesligaen går i gang weekenden efter.

Bror Blume og Mikkel Kaufmann
Bror Blume i duel med Mikkel Kaufmann, da vi mødte AGF i juli 2020. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Truppen
Ud over den danske midtbanespiller Bror Blume, der har en fortid i Lyngby og AGF, er der næppe mange spillere, der vækker genklang i danske fodboldører. En enkelt af dem har vi dog mødt før, backen Lukas Sulzbacher, som har en fortid i Rapid Wien og fik de sidste fem minutter, da de slog os 1-0 i sommeren 2021.

Budgettet er heller ikke til store (eller små) indkøb, men man har da til denne sæson fået tilgang af en tidligere østrigsk landsholdsspiller, Lucas Hinterseer, som oprindeligt kom fra Tirols akademi, men siden har været i bl.a. HSV, Hannover 96 og Hansa Rostock. Ifølge transfermarkt er han i øvrigt nevø til den berømte schlagersanger Hansi Hinterseer, som engang selv var en fremragende skiløber...

De har også fået en to meter høj tysk stopper fra Bayern Münchens amatørhold, Jamie Lawrence, og en amerikansk kantspiller, Quincy Butler, fra Hoffenheims B-hold, men hovedparten af spillerne er østrigere. For nogle år siden lejede de Tim Prica i AaB for en sæson, men ellers er det småt med skandinavisk islæt, bortset altså fra Bror Blume, som bliver nem at kende på mandag med sit lyse hår og nummer 10 på ryggen.

Se med i appen og på tv.fck.dk
Vi streamer kampen i vores app og på tv.fck.dk, hvor du kan se med, hvis du har sæsonkort eller kort-/billetabonnement eller hvis du har et FCK+ abonnement.

Er du i Tyrol kan du også tage ind og se kampen i Wattens, jf. denne tilskuerinfo.