Glæde i PARKENs Sportscafe

Glæde i PARKENs Sportscafe

Mens de spillende Løver kæmpede og svedte for at hive 0-0 hjem oppe i Telenor Arena, så var der her hjemme en masse klappende tilhængere der svedte bravt i PARKENs Sportscafe.

 

Af Jan Eliassen

Helt præcist hvor mange der var i PARKENs Sportscafe er ikke til at sige, men de fleste havde følelsen af, at der var ligeså mange mennesker her, som der sad oppe i den norske hal – om end dette dog nok alligevel ikke var helt sandt.

 

Inden kampen var der en forventningsfuld stemning, som dog blev blandet en smule med lidt nervøsitet på grund at det meget omtalte norske gulv, men efterhånden som kampen skred frem, og da stillingen stadig var 0-0, så begyndte der at anes flere og flere smil, for de fleste kunne godt fornemme at det gik den rigtige vej for de københavnske Løver.

 

Den spiller der oftest fik råbt sit navn højt i PARKENs Sportscafe, var ikke overraskende målmand Jesper Christiansen, for udover en lang række sikre indgreb, så diskede han op med flere klasseredninger – specielt da gode gamle Frederik Berglund var lige ved – men også kun lige ved – at bringe Stabæk i front.

 

Stemningen i Sportscafeen bar tydeligt præg af, at tilhængerne meget gerne ser F.C. København tilbage i Champions League, og det – samt det fact at kampen blev vist på Canal 9, var nok årsagen til de mange fremmødte. En af de omkringstående tilhængere var dog lidt mere nervøs end de fleste, for som han sagde:

 

- Få det nu afgjort, og fløjt så af, for min kone ligger på fødegangen ovre på Riget, og er lige ved at blive sat i gang ...

 

Efter tre minutters forlænget spilletid, så lød det forløsende fløjt fra William Collum, og hans sidste fløjt blev efterfulgt af et stort jubelbrøl, et lille lettelsens suk – samt taktfaste klapsalver mod de mange fjernsyn, storskærme og dermed mod de velfortjente danske vindere oppe i Norge.

 

Fra nogle af de mange tilhængere der var på vej ud af PARKENs Sportscafe fik FCK.DK disse to hurtige kommentarer:

 

- Jeg synes det gik helt som forventet, jeg havde måske håbet på mere, men pyt, den blev 0-0 og vi er videre …

 

- Det gør hvad de skal, og får lukket godt af bagude. Der var lidt usikkerhed hos Pospech, men ellers gør de det godt, og specielt Zanka er bare rigtig god i dag.

 

Og dermed sluttede en rigtig god aften på en københavnsk cafe.

 

Snart er der kamp ... (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)

 

 

Puha, der er lang tid igen (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)

 

 

 En af aftenens mest populære spillere (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)

 

 

Spænding og nervøsitet, kampuret viser 90:00 (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)

 

 

Yes, sidste fløjt. 0-0 og vi er videre! (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)

 

 

 

Tak for i aften, nu venter Play-off runden (Foto: Jan Eliassen / FCK.DK)